HammerichEtLevnetsløb

183

den er mere værd end det !„ Så lidt kom universitetet mig i møde, at det nær havde gjort mig kold for al teologi; det samme var jo i sin tid tilfældet med Myn­ ster, som han fortæ ller i sit levnet. Vilde jeg nu være hu rtigt færdig, måtte jeg tage m a n u d u k t ø r , og det blev den senere biskop Lautrup, en elskværdig, meget dannet mand. Kærlighed til teologien i hin tids herskende form fik han mig dog ikke indgivet, heller ikke gjorde Kuinoel og Rosenmuller, det. Jeg læste deres kommentarer og kollegiehæfterne flittigt igennem, læste hvad man krævede til eksamen fik en del kundskaber og var dermed til freds. N e a n d e r s kirkehistorie og et par kommentarer af T h o l u c k havde fader købt til mig. Neanders fromme sind og lærddom aftvang mig dyb ærbødighed, hvorimod hans tågede og meget formløse fræmstilling kun i rin­ gere grad gav mig det billede af kirkens historie, jeg følte trang til. „Hans personer“, har en engelsk lærd sag t, „er ossianske ånder; himlens stjærner skinne igennem dem, men vi se ikke de ægte menneskelige træk, mens de glide fræm for os.“ Mere gavn havde jeg af Marheinekes reformationshistorie. Og Tholuck, han var mig en mand, hos hvem lær­ dommen ikke tyngede åndens flugt, ham kunde jeg bruge. Hans udlægning af Rom. 8 om alskabningens suk lagde jeg til grund for en afhandling, jeg forsvarede ved disputérøvelserne, og den hele her udtalte fore­ stilling slog dyb rod i min sjæl. Jeg har hørt det smer­ tens suk, når høstens storme hvinede og bladene hvirv­ ledes bort, og når der ved solfald eller i nattens stilhed med ét gik et sukkende sus gennem skovens kroner; når bjærget sprudede ild, og duen våndede sig under høgens kløer. Jeg ligesom læste det i det pinte dyrs bristende øje, i ormen, der vred sig under min fod. Og jeg har hø rt det fra menneskehjærtet i dets åndelige og timelige nød, fra alle tider, alle slægter; og fra mit