HammerichEtLevnetsløb

184 eget bryst liar det lydt igen. Det er sukket, der vænter udløsning fra forkrænkeligheden, Guds børns frihed i herlighed. De allerfleste teologiske studerende var endnu R a ­ tionalister, deres feltråb „oplysning“, deres mand Clausen; man tænke blot på adresserne til ham og på fakkeltoget 1832, som Orla Lehmann stillede sig i spidsen for. Dem stod jeg selvfølgeligt meget fjærnt. En mindre kreds, der im idlertid voksede år for år, samlede sig om Mynster; han havde straks, da han kom til København, fået ind­ flydelse på studenter, skønt det gik småt. En gammel præ st h a r fortalt mig, hvorledes han den gang som ung h a r sig ad, når han kom fra Mynsters kirke: han skråde øjeblikkeligt over på det modsatte fortov, at folk ikke skulde mærke, han havde været dér i kirke. Således var tilstanden i Mynsters første tid. Nu var det dog blevet bædre, så en teologisk studen t ikke længer skammede sig for T rinitatis kirke. Til Mynsters ivrige tilhængere hørte bland t mine omgangsvenner Zeuthen og den nuværende biskop Laub. Ikke re t mange studerende stod i et vist, dog løsere forhold til Hernhuterne, således Boesener, Balslever. Af Grundtvigs yngre venner var „den ebræiske Miiller“, P. K ierkegaard, Fengerne, Holm og flere ikke længer ved universitetet; den nuværende hovedstok kom fra Kristjanshavns borgerdydskole, man kænder dem allerede, Laurent, Ley, Hagen blev studen ter 1826 og 1827. Til dem sluttede den betydeligste af alle sig, nuværende biskop Martensen. Z e u t h e n var kommen hjem fra sin rejse til Steffens, fordybet i filosofiske granskninger; fader, der syntes godt om vor omgang med ham, indbød ham næsten hver søndag til middag, og snart var han hos os som hjemme. Imod sin sædvane viste han gærne et vist hensyn til jom fru Prehn og fandt nåde også for hendes øjne. Han bode i førstningen på E hlers’ kollegium, dér tra f jeg