HammerichEtLevnetsløb

15 Johannes, der med tiden skulde være præst — det vilde forældrene — blev derefter sat i Efterslægten, siden i latinsk skole, hvor drengene endnu mødte til kirkesang, og endelig i Borgerdydskolen. S t u d e n t blev han 1794. Det var m idt under den første franske revolution, da rationalismen stod i blomster, og hvad selv en teologisk professor som C. F. Hornemann den gang turde byde studenterne, ha r man vidnesbyrd nok om i den dagbog, Johannes ho ld t; det grænser næsten til det utrolige. Men han var godt pansret mod sådanne våben, både en troskyldig n a tu r og tonen i hans familje gjorde ham utilgængelig for dem. Dens helt var biskop Balle, og ugebladet „Bibelen forsvarer sig selv“ er næppe mange steder læst til mere opbyggelse end her. Johannes lod sig optage med i „societetet“ og mødte „på salen“ i Stormgade som „ledig b ro d é r“. Det samme gjorde flere af hans studenter­ venner, navnlig den, han mest studerede sammen med, Normanden Peder Hesselberg, kaldet „Per Myseost“. Endogså kontorfolkene trak på samme streng, man så dem endnu som et slags familjelemmer. En af dem skrev en sang til Johannes’ fødselsdag, hvori det heder: Gid han blive vil den brave,

som med Balle stride vil, som fritænkere vil ave, der nu drive deres spil! Vi ham ønske da til lykke: gid den dag i morgen var, at han fik det præstesmykke, at han præstekraven bar!

Længere hen i visen udbringes også en skål „for den danske sømand, som børste skal den slemme, der forstyrre vil vor ro “. Ti fædrenelandsk var ånden hjemme, man glædede sig over Bernstorfs vise styrelse og over „fredsgudindens oljegren, der udstrakte sig over landet, mens krigens to rden , ild og mord og krigs