HammerichEtLevnetsløb

19 hos broder N., eller hvad søster L. sagde, da hendes pige, søster B., af vanvare slog den kønne kop itu! Men Meta Magdalena var virkelig et særsyn i sine omgivelser, og kun den ærlige fromhed havde hun til fælles med dem. Hun var et sanddru menneske og en varm sjæl, og hun hørte til disse oprindelige naturer, der vugges i stemninger og følelser, disse i grunden digterske naturer, hvor livet altid sprudler fræm som af en frisk kilde, de véd ikke selv hvorledes. Det røbede sig i den ranke holdning, det åbne, naturlige væsen, det sjælfulde åsyn, og hjærtensgodheden lyste ud af hendes øjne. Let blev hun hastig, men, så hed det blandt ven­ inderne: „havde hun bare fået døren smækket i, var hun god igen“. Med en takt, en ynde, som var hun opdragen i de fineste kredse, tråd te hun enhver i møde, og der lå alligevel i hele personligheden noget vist overlegent. Hun havde en lys forstand og vidste at skaffe sig en dannelse, man efter forholdene i Kristjansfelt måtte undres over, også en fin smag. Tysk havde hun læ rt godt, skønt hun ikke undgik danske ord og vendinger og man på udtalen straks mærkede den fremmede. Hun kændte ikke blot til de bædste tyske digtere, men selv til Shakespeare. Vi h ar fra hendes hånd et digt ved hendes lille barns død, Holty ikke skulde skammet sig ved. Hun broderede, hun tegnede nydeligt blomster og malede dem, hun sang, spillede både på klaver og harpe og forstod a t lægge sjæl i spillet. Når der da var et lille selskab og harpen en aftenstund blev båren ud i haven, nød de, som var til stede, en time ved Mozarts og Haydns melodier, de aldrig glæmte. Hvad der bode i hende, fandt et smukt udtryk i det stambogsblad, en veninde sendte hende med følgende vers af Jung Stilling: Dein ganzes Leben sei Gesang, dein Wandel wandelnd Lied der Harfe!

*

2