HammerichEtLevnetsløb

35 undtagen pølsen, den har to, og hvis I nu ikke straks tier stille, skal I s’gu ha’kinderpulver!“ T istran var vel skikket til at vække r o m a n t i s k e anelser. Jeg fulgte min helt i skranken, hvor han tum­ lede sin hingst.Jeg så ham kæmpe i Indien med uhyret og sejre, men kun for at slæbe sig hen til den kilde, der kølede hans sår, og så synke i dvale, mens en usling, som havde flygtet op i et træ, sneg sig ned, skar tungen ud af dragen og tilregnede sig æren for hans dåd. Jeg var med, da han og Indiane, uden at vide det, tøm te den elskovsdrik, der bandt dem sammen. Og skov­ livet, de førte i skoven ved Toledo, idyllisk som det er skildret, hytten, hvori de sov med det dragne sværd imellem sig: alt står endnu frisk for min indbildnings­ kraft. Så vidt jeg husker, kom der undertiden en k ri­ tisk tvivl op. „Men er det nu også sandt, Marie, alt sammen?“ spurgte jeg. „Det kan du jo nok tro, din tossede dreng,“ sagde hun, „det står jo her sort på hvidt; du kan selv læse det.“ De tidligste k r i s t e l i g e indtryk skylde vi a tte r en kvinde, vor moder. Yar der nogen, der kæmpede med det onde, som viste sig hos mig, med selvsygen i alle dens ytringer: så var det hende. Men hun var alligevel fuldstændigt fri for al tilgjort fromhed, som den ellers tit kunde vise sig i Kristiansfelter kredse, når forældre stræbte at røre de små, vel endog til tårer. Hun foldede vore hænder, lærte os fadervor, „forlad os vor skyld“, og det lille vers, hvormed vi gik til hvile: Når søvnen øjet lukker, og afvend nød og våde, du, som bevarer Israel! „Og sov så sød t“, sagde hun, „på det lille grønne ø re!“ 3 * jeg til min frelser sukker: bevar du liv og sjæ l! ' antag du mig i nåde,