HammerichEtLevnetsløb

46

også han rø rt af slaget, men vågnede ju st derved til sin fulde samling. „Kom, lad os bede,“ sagde han til de tilstedeværende sønner, Karl og Martin. Han prøvede på a t syDge en salme, kunde dog ingen tone få fræm, foldede da hænderne og bad, skønt utydeligt, til mælet helt gik bort. Så d ø d e han. I Kybrogade sov vi alle trygt, som der hen ad morgen blev ringet hæftigt på porten. Man hørte hastige trin på trappen, fader og moder kaldtes ud, vi skulde kun, hed det, lægge os til a t sove igen. Men vi anede, hvad der var sket, da vi så moder grædende komme til­ bage og kysse os. „Du kan tr o ,“ hviskede jeg til min b roder og krøb hen til ham, „der er igen noget galt med bæ d stefad er!“ Den tildragelse med portringningen h a r ellers boret sig fast i min sjæl, så jeg endnu kan fare sammen og vænte et ulykkesbud, når der en tidlig morgen bliver ringet stæ rkt på porten. Underligt nok skulde en sådan ringning også vække mig den sidste dag, min fader levede. Kaj Frederik blev jo rdet ved sin kones, svigerfaders og sine afdøde børns side på „Helliggæsts u rteg ård“, hvor en stor rød bornholmsk sten med indskrift lagdes over graven. Den er nu stillet op ad kirkemuren. Mangen gang har jeg siden leget dér, når vi tørrede tøj på den del af kirkegården, som går ud imod muren med klude­ handlernes boder. E fter gammel sæd var hele familjen, store og små, samlet i Yigantsgade til g r a v ø l. Det blev indledet med et par salmer på bædstefaders gamle klavecin, et sandt kunststykke; tre rækker tangenter sad, den ene over den anden, og mellem dem var der m alet en ja g t med jægere, hunde og hjorte. Men tonen, når man spillede på det, var spinkel og ikke køn. Det stel kinesisk porsellæn, bædstefader havde købt på asiatisk kompagni, stod på bordet og et vældigt tinfad med stegen på. Og efter bordet drak man kaffe, som skænkedes ud af blankt