HammerichEtLevnetsløb

66 jeg kan se på dit øje, der er en skælm i din trøje.

Min læ rer var en søn af faders ven, præsten Balslev i Hårslev, nylig var han bleven student, men alvor lå der i hele hans væsen og noget tro fa st, gammeldags. Mig faldt det p å , hvor han gik med støvler og kvaster over benklæderne, som den gang ellers kun gamle folk; til de støvler henviste også den velkændte teolog Horne- mann en gang på sine forelæsninger og kaldte ham på grund af dem et mønster for andre studiosi, der var så nymodens. Å ret efter fik hans yngre broder ligeledes timer med os, vi kaldte ham „lille Balslev“, han var muntrere af na tu r og gjorde mange løjer. Især var han morsom, n å r de kom til os en aften stund , og vi sad og spiste „studen terhavre“. Snart føjedes de øvrige skolefag, også græsk og n atu rh isto rie, til latinen ; det kunde af og til blive noget streng t, dog havde vi vore fritimer i tilstrækkelig grad. T y s k læ rte je g , jeg véd næppe selv hvorledes, ved a t høre det tale af rejsende, ved a t læse d e t, ved op­ holdet i stæderne i Sønderjylland. Moder vilde gærne tale det med os, men det gik ikke, vi fandt det så latterlig t for danske børn, „vi skulde jo ikke være Tyskere.“ Jeg husker også, hvor jeg, ja jeg kan gærne sige, harmede m ig, når jeg hørte de fleste dannede i Nordslesvig sætte sin ære i tysk tale. Jeg havde en stærk, um iddelbar dansk følelse. For l e g e m e t s uddannelse havde hin tid meget ringe sans, og min fader slet ingen; den blev sørgeligt sa t til s id e , vi turde hverken lære gymnastik eller svømning. F ader havde formeligt vandskræk. „Jeg glæmmer ald rig ,“ plejede han a t sige, „hvordan det gik, den gang min fader og bædstefader tog mig med ud i badehuset. Min bædstefader stod allerede i vandet, da gav han et højt skrig, han havde fået krampe og var