HammerichEtLevnetsløb

85

spiritusflasker, timeglas, dødningeben, folianter; i krogen en benrad, under loftet hang en hajfisk. Nu kunde jeg behage mig selv i, legende a t kalde de forestillinger fræm til visse tider. De kom, så snart jeg bød det med min tryllestav, og formede sig som et slags tågebilleder, så på den vis og så på en anden. Ånder, rotter, store skruptusser, druknede, hængte men­ nesker, galgen og retterstedet, Skakkerjøder, troldmænd, kamp og helte, skoven, som jeg elskede højt, duer, hvaler og kokospalmer, Morganas feslot: alt dansede imellem hinanden, i hinanden, vildt, som det var tåget. Man ser, det skortede i alt fald ikke på tilstrækkelig afvexling i de brogede, tit helt meningsløse æventyr, der gjorde sig selv inden i mig. Levende stod alt for mig, så jeg kunde blivs angst for de ånder, jeg havde tryllet fræm. Og stolt følte jeg mig som herre over denne verden, dobbelt stolt, fordi den var min og ingen anede det; jeg talte aldrig et ord derom. Fader skulde bare have vidst, hvad der rø rte sig hos den stille dreng, hvis stilhed han så godt kunde lige. Men for min indre ud ­ vikling havde disse timer sin vigtighed. Kun kom ind­ bildningskraften for stærkt fræm, og havde den ikke fundet sin modvægt i ædrueligere sjæleævner, kunde jeg blevet en fantast. Familjens børn, drenge og piger, kom ikke sjælden sammen. Vi behøvede da ikke at spørge: „men hvad skal vi nu lege?“ Rask greb vi til de sædvanlige b ø r n e ­ le g e : „broe, broe, brille“ „munken går i enge“ „komme fremmed“ eller også soldat, tagfat, fugleskydning. Det blev fader tit alt for vildt, og når vi da, som han sagde, „satte stuen på den anden ende“, foreslog han at gætte gåder, gætte gader, men det fandt vi gyselig kedeligt; „nej“, sagde han, „hvor kan I dog sige det? Det er just