591958437

43

stisk Henseende ubestrideligt er det bedste Lokale her i Byen” , havde endnu Gyldighed. Byens festligste Publikum mødte frem med Hoftheatrets syvende Konge, Christian den Tiende, i Spidsen. Forestillingerne sluttede med den lille Perle fra “Tvillingrigernes Tid” “Amors og Ballet­ mesterens Luner” af Galeotti, der hundrede Aar før havde sin daglige Gang heroppe, og den sidste Aften — 2. Maj 1914 — fremsagde Fru Betty Hennings en smuk Epilog af Svend Leopold. Det sidste Vers lød: »Her sværmed’ Cytheres Duer, Gudindens brusende Flok, og blaa Hyacinter var slynget om Kærlighedsgudens Lok. Forstummet er Faunernes Latter, henvejret er Hyrdernes Sang — hvad er vel de ledende Fløjter mod Evighedsharpernes Klang? Alt er kun en Drøm og et Minde, et Ekko fra gyldne Aar, men højt paa Erindringens Himmel de funklende Stjerner nu staar. Snart slukkes de lyse Kærter — den sidste Fest gaar mod Hæld, kun Tidens rislende Urne udstrømmer sit evige Væld«. Disse Afskedsforestillinger berigede Tilskuerne med en virkelig Oplevelse. Man følte sig hensat til fjerne, maaske mere lykkelige Tider. Et Øde var gjort levende, en svunden Verden atter i et Nu kommet frem til Livet, et Arnested ikke alene for gratiøs Munterhed, men for Genialitet var befriet for de værste Mærker af Tidens Tand. Men Brand­ væsenet var ubønhørligt: Da de sidste Ord af Svend Leo- polds Vers døde hen, blev Dørene tillukket om muligt end­ nu forsvarligere end før. Og saa begyndte Støvet atter at falde, medens Rummet fyldtes med Staldetatens gamle Seletøj og med udrangerede Møbler fra Inventarieforvalt- ningen og Arkivsager fra Ministerierne. Snart lignede det atter et snavset Pulterkammer.