S_Puk_1893

103

•^ 4 !

e— V ^ T

En Skærsommernatsdrøm.

være ene. Nu forstod han, hvorledes K j æ r u l f kunde tele­ grafere om fuldt Hus fra alle de Byer, hvor han havde været paa Touméé, han forstod »Soeial-Demokratems Grundlovsfest- Tal — det var altsammen Dobbeltgængeri. Hvad var Bunden i de Moderates Politik? Dobbel. Hvad var »Dannebrogs Lotterispil? Dobbel. Kun Hotel Royals Etatsraad var trefoldig, om end en enkelt af hans Redaktører havde vist sig enfoldig ved at indlade sig i Frokost-Tvedragt med en Re x , der ikke var R o y a l i s t og som derfor holdt paa »Amerika« fremfor paa »Trefoldigheden«. Puk blev betagen af denne Opdagelse. Han bestilte sig en Toddy med dobbelt Væge, og paa en Gang drejede det Hele randt for ham. Hvor var han kommen hen? Jo, han maatte være oppe ved Nordpolen, paa den ene Ende af Jordens Axe. han var Medlem af N a n s e n s Expedition, Thermojnetret viste 90 Grader nordlig Bredde i Skyggen. Altsaa var det dog sandt, at Jorden drejer sig om en Aktie! En forvirret Lyd af Stemmer naaede hans Øre. Var det T i e t g e n s Forbragsforenings Ak­ tionærer. Nej, det var hans egne trofaste Alfer. De maatte altsaa være med paa Expeditionen og bragte ham nu deres Hymne i følgende Strofer:

Maanen og Magistraten havde gydt deres feagtige Sølverlys over Staden og over den store skygge­ fulde Have, hvor Puk holdt Fest til Fordel for »Alfernes Alder­ domsforsørgelseskasse«. Det var Puk og dog ikke Puk, han havde kun et Kvartal paa Bagen og g? var dog tyve Aar gammel, han syntes, at han var død og havde arvet sig selv og levede højt af Renterne, medens hans andet

Y |l

Jeg vendte sig i sin Grav over hans grænseløse Letsind. Paa samme Maade gik det med alle hans gamle Yenner, der assisterede ved hans Fest. Det var dem og dog ikke dem, han havde kjendt dem længe og dog aldrig set dem før. Det varede noget, inden han fandt den røde Traad i Virvaret. Men paa en Gang fandt han den: — R e n d e g a r n . Han syntes, at Rendegarn holdt Prøve paa et Festspil, en ganske forfærdelig rystende Tragedie, som hed » Overmagt «, men som ogsaa kunde hedde » Under Loven«. Rendegarn havde selv skrevet det og var stolt af det, men da Ob e r on blev vred, fordi han ikke havde rost hans Svigermoder, den gamle Fru T i t a n i a , i Vævernes Fagblad, blev det ikke til noget, og saa maatte Puk selv sørge for Underholdningen. Det gjorde han saa. Han slog med sin Brix i Jorden, og strax mylrede der tjenstvillige Alfer frem fra alle Sider. Smaa Magistrats-Alfer, der kom fra Skovudvisning paa Bistrup og i den Anledning havde St. Hans-Hospitals-Blus paa Lampen, lyste op som St. Hansorme mellem det mørke Løv. Bagefter opdagede Puk rigtig nok, at de havde fortsat Skov- ; udvisningen i hans store, skyggefulde Have dg omdannet den til Kjørevej samt anbragt et Plankeværk i Stedet som et Mindes­ mærke, der indtil de seneste Tider kunde vidne om deres Daad, men St. Hans-Blus fik han dog tændt. Saa begyndte Forestillingen. Den indlededes med Vædde- kjørsel rundt om Plænen af Ernst S e h u m a n ns yngste Bøm i Barnevogne. Præmien var en Fribillet til Tivolis Cirkus, men da det viste sig, at selv denne Tillokkelse ikke trak, sendte Puk Størstedelen af Personalet hjem til Berlin og lod Resten more Publikum med Væddeløb til Fods i Gangkurve. Og samtidig dermed optraadte Tyskerne baade i Cirkus i Jernbane­ gade og i Dagmar. Puk kunde først ikke forstaa, hvordan de bar sig ad med det. Men paa en Gang opdagede han, at hvor han saa saa hen, saa fik han Øje paa lutter Dobbeltgængere. H e n n i n g J e n s e n optraadte baade i »Politiken« og i»Social-Demokraten« (til nedsat Pris), H ø r u p optraadte baade som Agrar og Inte- gade-Socialist, og dernede i Havens mørkeste Gang saa han to sorte Skikkelser, to Sjæle og en Tanke — Victor og Wi r en. S e c h e r o g B o r c h s e n i u s , R o b e r t og Os car , W a t t og Th r a n e , W i i n b l a d og l p sen, Puk og Puks andet, nu forholdsvise afdøde Jeg — det var altsammen mystiske Dobbelt­ væsener, ja, selv R i i s - Kn u d s e n fandt, at det ikke var godt at

Naar Nattergalen klukker, Og Gøgen muntert kukker, Og Vinden sagte sukker, Da mylrer frem der Pukker. Det hjælper ej, man lukker Sin Dør og trevent mukker. Hvad heller slavisk bukker Og sig for Slaget dukker. Om man forskrækket skrukker, Paa dit og dat man pukker, Om grim man eller smuk er, Til Vands gaar dog Ens Krukker. Thi Puk hver Vindhas plukker Og Praleriet slukker,

(i

<

Og, hvad forloren Stuk er, Han uden Naade hugger. Puk gned sine Øjne. Det hele havde været en Skær­ sommernatsdrøm, og det var ikke Alfer, men Abonnenter, der havde bragt ham deres Hyldest. Men noget var der alligevel i Dobbeltgængeriet. Et tomt Glas foran ham paa Bordet vidnede om, at den dobbelte Væge havde været haandgribelig Virkelighed. Og Abonnenterne — ja, de havde ogsaa fordoblet sig.

QJ

Abonnement paa „ZEPuAsrt4 tegnes paa Bladets Kontor, Hovedvagts­ gade 1, i alle Boglader og paa alle Postkontorer. 2 Kr. Kvartalet. QJ Enkelte Nr. 18 Øre.

Hermed følger et illustreret Annonce-Tillæg.