S_Puk_1893

Den ærlige Freds-Mægler.

jæ’ ittø ka udøve, naar a’ di ta’er min Medhjælp fra me’, aa’ oven i Køvet miste mit Levebrød? K r i s t e n . Ded ka’ der være noved i. Mads. Næ, ded æ’ der s’gu itte noved i. Aa hves a’ den Lov itte bli’er forandret, saa sla’r jæ’ me’ paa Oppesisjonen. K r i s t e n . Ja, ded ka’ der vel itte være noved te’ Hinder faa! Mads. Nej, faa’ jæ har en Mistanke om, a’ ded kommer a’ Millitarismussen aa' Køvenhavns Befæsning. Ded æ derte’, a’ di bruger Fulkets Penge, aa’ saa naar di itte ka’ faa flere paa anden Maade, saa ta’r di di mere fremravendes Mænds Levebrød fra dem. K r i s t e n . Trovr Du de, a’ ded æ Meningen, a’ hun sku’ pragtesere te’ Fordel faa’ Befæsningen? Mads. Ja, man ka’ s’gu itte vide, hva’ di ka finde paa. Naar a’ jæ’ maatte raade, saa sku’ der oprettes Statsunder- støtteiser aa’ Rejsestappendiummer faa’ vidderekomne Jormor- mænd, men naar saa Staten ve’ støtte Yidenskaverne aa’ di skjønne Kunster, saa gi’er di Strappendiummerne te’ noven Umulihedder. Aa’ saa ska’ di ovven i Kjøvet forfølle En faa’ sin Overbevisnings Skyld. K r i s t e n . Har Du da noven Overbevisning, Mads? Mads. Ja, gu’ har jæ’ saa. Aa min Overbevisning æ’, a’ hves itte a’ di la’er Jormorerne gaa, saa ka’ di li’ saa godt sitte Jormormændene paa Pendsion mæ’ ded samme. K r i s t e n . Ded ka’ der være noved i. Ma ds . Ja, men saa æ Loven skidt. Aa’ saa gaar jæ’ te’ Oppesisjonen. Faa' jæ ve s’gu itte betale deres Vater- kotteletter. K r i s t e n . Hva’ æ ded faa’ noved? Mads. Ja, ded ve’ jæ s’gu itte. Men jæ’ æ’ telbøjeli’ te’ aa’ tro, a’ ded æ’ en Slavs flydende Forter, der hører mæ’ te’ Befæsningen, som ingen fiisindet Mand ka’ stemme faa’. K r i s t e n . Ded ka’ der være noved i. Mads. Ja, men hves itte di la’er Jordmoren komme yd, saa gaar jæ ’ aldrig ind paa dom, Pungtuin! K r i s t e n . Ded ka’ der være noved i. Endelig ! For at imødekomme Beværternes Andragende skal Borgmester H a n s e n have i Sinde at benytte Helligaandskapellets &J Eestavration til et Nattesæde for værdige trængende Kapellaner, hvor tillige Begravelsesvæseneme kan faa deres Gravøl uden først at skulle løse Borgerskab som Gjæstgivere. Fra talrige Landbosogne har Magistraten faaet Anmodning om at lade Nattog afgaa til Bedste for vor Landhusholdning med Udbyttet af den kommunale Vandhusholdning. Herpaa skal Magistraten have givet det imødekommende Svar, at den skulde se, hvad den kunde gjøre. Og saa paastaar endda Agrarerne, at man i Kjøbenhavn ikke vil gjøre noget for Landbruget!

Oom Gud og Hvermand forhaabentlig veed, Var Mor s en Fare for Verdens Fred; Deroppe leved’ en Samling fæle Mordlystnø og kampbegjærlige Sjæle, Som ikkun i Næstens Hjerteblod Til Frokost og Middag fugtede Ganen; Her oppe det var jo, at Slaget stod, Hvor stakkels J e n s Bus k , trods alt sit Mod Dog maatte »laagte te Taalepahnen«. Et Blodhundeliv af den Natur Dybt smerted’ enhver, som i Norden duer, Og B j ø r n s t j e r n e Bj ør ns on, hin store Digter Og trofaste Ven af Freden — og R i c h t e r , Beslutted’ til sidst at hjemsøge Mors Og blødgjøre Sindene med sine Taler. Paa norsk-arabisk bemærked han: »Kors, Jeg skal dog lære de jydske Hore, Hvordan en glad Gut forandrer Signaler!«. Saa prated’ han om en grum Politik, Om Kæmpehøje og Vikingeskik, Om Havet og Plantninger ude paa Heden Og mixed’ det hele sammen med »Freden«. Til Slut sin rørte Menighed Han gav en Løftelse ved Forkyndelsen, At der kunde skabes en evig Fred; Sel\TFrankrig og Tyskland til Afvæbning skred, Hvis bare paa Mors man gjorde Begyndelsen. Strax B j ø r n s o n s vederhæftige Ord Afvæbned’ de grummeste Morsingboer, Der slutted paa Grund af Fraseflommen Selv Fred med »Manden med Slesvig i Lommen« Saa nu kan hver Skrønemager gø, Ja hoste paa deres Kæmpehøje; Krigsgalskaben lagde sig brat til at dø, Maaske selv J e n s B u s k kunde slippe for Klø, Hvis atter han vovede her sin Trøje.

Made with