S_Puk_1893

138

— I B j ø r n s on en Præstenatur man kjender: Han holder de velærværdigste Taler Kun der, hvor paa »Kaldet« han Mammon tjener Men til Missionær iblandt Kannibaler

I r,r e d - s f b r s t 3 7 T r e t -

Sit Jeg han aldrig dog anbefaler; Han nøjes med i sin Sognekirke Mod Menneskeæderiet at virke.

Nu præker han altsaa i Fredens Tempel, At, naar vi paa vore Gader og Stræder Begynder at give det gode Exempel For hver en ugudelig Menneskeæder, Han strax med en anden Smag os glæder; Et Dogme, der baade for Kannibaler Og Præster særdeles godt sig betaler.

Theater-Betragtnin ger.

Wiesbaden, Juli. »Kammerherre!« sagde jeg for­ leden Dag, da vi sad og sludrede i Kursalen, »jeg troer, Edvard har skrevet noget om os.« — »Edvard?« sagde Kammerherren, »hvilken Edvard?« — »Vores egen, den rigtige gamle Edvard fra Integade, eller jeg skal aldrig

iN u havde dog B j ø r n s t j e r n e gjort sit bedste Og præket for Øster- og Yesterjyder, At de skulde elske fromt deres Næste Og slaa sig til Ro paa Fredens Dyder; Hvis ikkun vi leved for vore Gryder, Saa kunde man mer end bare formode, At der blev holdt Fred paa den ganske Klode. Der er dog ved disse Freds-Hypotheser En Hage, til Trods for B j ø r n s o n og B a y e r ; I hvert Fald finder en Siameser Besynderlig nok, at den Fredsagitator, Som virked’ for »Saken« blandt Mo r s ø s Bønder, Mens Krigens graadige Alligator Husered’ blandt Frankrigs og Siams Sønner, Som Vogter for Freden slet ikke skjønner, Han just burde løfte Ideens Fane Højt mellem S i a m og G a l l i e n s Hane. De dejligste Fredsadresser man vedta’er Her, hvor der er Fred og ingen Fare; Men, hvor der er Fare og ingen Fred, ta’er For den Slags Sport man sig vel i Vare, Skjønt det er en Fredsmission at forsvare Den kjære Fred, hvor den voldelig krænkes, Og ikke, hvor gjæstfrit den Husly skjænkes. Dem lovlig lette, naar han dem vejer; Det samme paastaar en Dahomeyer, Saasom i Aar af Lebelgeværet De blev med en fransk Visit beæret.

forlange en Skaal Brønd-Mælkevand mere.« — »Det kommer af Varmen,« sagde Kammerherren; »hvor meget?« — »Ti »Politiker« fulde,« sagde jeg. Saa gik Kammerherren ind og fik sig noget køligt. Men maa jeg nu spørge Edvard, om han selv synes, at han hærer sig affabelt ad. Her ligger vi og skal pleje vores Sundhed, se at faa lidt Marv i Halerne og lidt Stivelse i Knurhaarene ovenpaa den anstrængende Sæson, ogsaa gaar h an hen og spolerer hele Glæden for os. Men jeg sagde det til Kammerherren den Gang, da Edvard blev uens med Professoren i Jernbanegade for Professorindens Skyld. »Kammerherre!« sagde jeg, »De skal se, nu har vi ham igjen. Nu troede vi, at han var godt og vel forvaret ved Dagmar, men man har saamænd aldrig Fred længere, end Ens Nabo vil. De skal se, han skriver sin aarlige i Hunde­ dagene, naar vi skal ligge paa Landet i Wiesbaden. Han stryger os mod Haarene, gjør han. Og det er altsammen for ' denne B e h r e n s’s Skyld.« — »Har denne Behrens da ikke skrevet noget, vi kan spille?« sagde Kammerherren. Men det var der jo ikke Tale om. »Vi giver ham »Don Ranudo« med S c h r a m,« sagde Kammer­ herren. »Schram er jo gammel nok til den Rolle.« — »Forslaar ikke, Kammerherre, han maa ha-*e noget frisindet.« — »Saa giver vi ham den lille H e i b e r g s Stykke; Heiberg er Nordmand, Heiberg er frisindet, og, er Edvard ikke tilfreds endda, &aa har Heiberg en Kone, som vi kan faa herned og spille som Gjæst. VS>

(kJ