S_Puk_1893

183

I n d t o g ' e t .

man har en vis Forpligtelse til at vise ham den Høflighed, da han dog er temmelig nær i Familie med os, og for det andet tror jeg næsten nok, jeg tør sige, at han kjender mig af Anseelse fra den Sommer, da vi begge to laa paa Landet i Fredensborg og vi saa tidt promenerede samtidig i Slotsparken, og saa syntes jeg, at det maatte være saa rart for ham at se saa mange bekjendte Ansigter som muligt strax, saasnart han kom i Land, og da jeg havde ventet forgjæves i tre Timer den første Dag, saa opgav jeg det heller ikke for det, men sagde til mig selv ligesom Napolium eller Mallebrok, hvem det nu v a r: Garden kan blive mør, men den giver sig ikke, og skjønt det er meget besværligt for os Landliggere, saa tog jeg saamænd ind med første Tog næste Dag og stod ved den levende Gud paa Toldboden i Kø fra om Morgenen Klokken otte til langt hen paa Eftermiddagen med Undtagelse af, at jeg jo et Par Gange var et Svip henne hos Otto for at styrkne mig med lidt Sjokolade og et Par Napoliumskager, og saadan blev det saa ved den ene Dag efter den anden, og De kan jo nok tænke Dem, hvad det var for mig, og saa om Tirsdagen, saa sagde jeg rigtignok til mig selv, at nu vilde jeg dog ikke møde paa Toldboden før ved Middagstid, da jeg havde set i et Blad, at han skulde komme til den Tid, for man kan dog heller ikke saadan gaa hver Dag og tage imod Kejseren fra Morgen til Aften, og saa tænkte jeg jo, at Kejseren spiste noget sent til Middag, saa naar vi spiste lidt tidlig i Skovshoved og jeg saa tog ind med Toget, saa kunde jeg nok naa det, men saa da jeg kommer for at staa i Kø som sædvanlig, saa er der ikke Andre end nogle Havnesjovere og en Betjent, og saa da jeg har staaet der en halv Times Tid, saa siger jeg til Betjenten, om han ikke kan sige mig, hvornaar man kan vente Majestæterne, men kan De saa tænke Dem, søde Fru Schrøder, saa giver Mennesket sig reverenter talt til at le ad mig, som dog er en Dame, og siger, at Kejseren bogstavelig talt var kommen i det selvsamme ulykkelige Øjeblik, da jeg sad hos Otto og drak Sjokolade og spiste Napoliumskager, og De kan jo tænke Dem, hvor fortvivlet jeg blev over, at vi saadan var gaaet fejl af hinanden, og det vil jeg rigtignok sige, at i saadanne Øjeblikke saa misunder jeg virkelig Dem, der kan sidde her saa rolig og holde Dem udenfor det hele, og nu, da jeg hører Dem sidde og tale saa fornuftigt om det, saa synes jeg næsten, det er, som om jeg begynder at se noget roligere paa Sagen, men nu vil jeg dog alligevel se at faa Petersen til at gaa ind paa, at vi ligger os ud i Fredensborg en fjorten Dages Tid, for at jeg kan faa lidt Revangsje for alt det, jeg har gaaet igjennem, bare fordi jeg vilde gjøre det saa godt som muligt for Kejseren. Farvel, søde Fra Schrøder, og Tak for Kaffe. Boxende D yr er ikke en saa absolut moderne Fremtoning, som man skulde tro. Den fra det gamle Testament bekjendte Guldkalv har allerede i flere Aar vist sig som Boxer. Der er kun den Forskjel paa den og Kænguruen, at medens det i det ene Tilfælde er Boxeren, der har faaet Bank, saa er det her Bankerne, der har faaet Boxer.

(Frit efter B jø r n s tje r n e Bjørnson.)

S tort Halløj ovér Staden gaar, Højt paa Bakken ved Valby staar Hver en Reporter og gaber! — Hvor bliver Øs t r u p s Araber? Kommer ikke snart »Beduineren«? Sex og femti paa Uret saas, Ikke en Gang dog en Yalbygaas Tog sig derude en Skraber. — Hvor bliver Østrups Araber? Kommer ikke snart »Beduineren«? Men, da Solen gaar ned i Yest, Ingen Østrup og ingen Hest Set af den cyklende Stab er. — Hvor bliver Østrups Araber? Kommer ikke snavt »Beduineren

Der har vi Østraps Araber! Ovenpaa sidder »Beduineren«.

Siden efter langs Vesterbro Folk i Mængde, som Følge slo’, Raaber, saa Vejret de taber: Hurra for Østraps Araber! Længe leve »Beduineren«!

Abonnement paa „IP-ulk:*1 tegnes paa Bladets Kontor, Hovedvagts­ gade 1, i alle Boglader og paa alle Postkontorer. 2 Kr. Kvartalet Enkelte Nr. 18 Øre.

Hermed følger et illustreret Annonce-Tillæg.