S_Puk_1893

Paa hofmusikalsk Forlag.

Saadan hos K l e o p a t r a Kommer tidt man snavs derfra, Er man, som An t o n i u s var, Der ej ondt bedrevet har.

Slanger ved Barmen man ikke skal nære, Paa deres Venskab man ikke kan tære, For, lægger man Vind derpaa, knækker De selv en driftig Forlægger.

Landmandsliv. Paa Professor R i i s - K n u d s e n s Avlsgaard i Jernbanegade er nu foruden forhenværende Forvalter B r e d s t r u p, der er Administrator, forhenværende Propritær H e i b e r g bleven ansat som Seeneinspektør. Theatersalen paa­ tænkes i den Anledning omdannet til Trommesal, men derimod er det tvivlsomt, om Magistraten vil gaa ind paa et Andragende om at flytte det nye Halmtorv tilbage til det gamle Halmtorv, hvilken Foranstaltning dog sikkert vilde være heldig, da Land­ mændene saa kunde lade deres Læs holde udenfor, mens de var inde og besørgede deres Forretninger paa Theatret. Imidlertid bar Landmandsbanken, for at støtte denne nye Agrarbevægelse, opgivet alle Tanker om at sælge Dagmartheatret.

Lille En n a , stor Musik, H e n n i n g s med sit skarpe Blik Hans talen t opdager Og frem for Lyset drager. Det var nu ganske sikker temmelig Smukt, og Enna burde være taknemmelig; Det jo Krediten ikke svækker At anses for lækker af en slig Eorlægger. Ak, men Verden som bekjendt Er jo ikke stort bevendt, Særlig i Taknemmelig­ hed ej meget fremmelig. Se, da nu Enna paa det tørre det ka’de, Vilde ban Hofmusikken forlade, Og nu, da han mærker, han trækker, Residensen til tysk Eorlægger forlægger.

De franske Valg har affødt et Par Dueller paa Kaarde. Ingen af Duellanterne har dog faaet farlige Saar. Skulde det mon komme af, at vedkommende Politikere ikke stikker rigtig dybt?

E ja F e d e k a l v .

Puk var med til at spise Fedekalvesteg forleden i Inte- gade. Anledningen var den, at Boganis var vendt hjem som forloren Søn. Indbudne var samtlige forlorne Sønner af tidligere Aargange. Da man skulde til Bord, ordnede Toget sig saaledes, at hvert Medlem af Redaktionen havde en forloren Søn til Borddame. H ø r u p havde, som naturligt

Ak, zu Leipzig vvar ein Mann, Tysk og syndig var nok han, Enna, den forlorne Søn, Lyser han i Kuld og Kjøn. Hennings bedrøvet udraaber: »Ak Enna! Er det min Løn? Min Søn, hvad er den a’? Kummer mit Sind bedækker, Naar Du lægger Dig ud med Din gamle Forlægger«.

var, Hædersgjæsten, derefter kom G e o r g B r a n d e s med D r a c h m a n n , E d v a r d B r a n d e s med G j e l l e r u p , og derefter de Andre. Efterat H e n n i n g J e n s e n havde læst Bordbøn, afsang man nogle »Vers« af J o h a n n e s J ø r g e n s e n , og derefter holdtes Festtalen af D r a c h m a n n , der til den Ende indtog et fast Standpunkt paa Talerstolen. Fra en kort Omtale al Hædersgjæstens Betydning gik han over til Moderationen, erklærede sig for en Tilhænger af Vilhelm Beck, talte fra et social­ demokratisk Standpunkt og vendte atter tilbage til Radikalismen.

Med en lille lin Kontrakt Hennings havde Grunden lagt

Til et Venskab uden Kiv, Voxende for Død og Liv. Ak, men den Enna kan ikke forstaa’et,

Flænger han grumt i Kontrakten har flaaet, Tørst efter Vinding hans Venskab stækker — Og saa var det, han gik til en tysk Forlægger.

Made with