S_Puk_1893

en kungeli privelegei’et Embes- aa Jordrnormand, saa ka jæ dov itte tænke mig anet, end a’ di sku vise sej lisom lidt mere senerøse. K r i s t e n . Sku Du saa ha Eounen mæ, naar a Du gik i Været? Mads . Ja, hun ku jo kaske benøtte ded som Befaardrings- middel, naar a hun sku yd paa længere Faarretningsrejser. Kaske hun saa osse ku ydvide Pragsissen, saa a hun ku prag­ tisøre rundt om i Landet eller i alfald i Stiftet. K r i s t e n . Saa blev hun jo paa en Maade saa aa si’e Stiftsjordemoder, eller Stiftsdame ka’ man vel kalde ded. Mads . Ja, aa jæ kom te aa høre mæ te Stiftsøvriheden som kungeli Stiftsjordemodermand. Saa blev jæ bestillet mæ Stiftsamtmanden aa Stiftsfysikusken. K r i s t e n . Ded ka’ der være noved i, men hvodden ve Du nu faa lavet saadden en Lutfballum? Mads. Ja, se, denne runde Ingredtning, som a der ska pompes Luft i, den maa jæ jo ha en Skrædderpi’e te aa sy sammen faa me. Aa saa denne lille saakaldte Gundolie, som a der hænger aa diugler nejenunder, den va du vel nok Mand faa aa ka sitte sammen. Du æ jo dov lisom et lille Støkke a en Vovnmand. Ded ku jo osse være, a vi ku laane Præjstens den gamle Kane, naar a vi snakkede mæ ham om ’ed. Den ku der godt sitte to i. K r i s t e n . Sku P saa osse ha Kaneklokker paa? Mads. Ja, ded vilde dov lisom gjøre ded hele en lille Smule mere festlit. Aa jæ sku natyrligvis ha Underform, for a Folk di ku se paa mej, a ded var mej der kommenderede hele Skidten; K r i s t e n . Du ku ellers let falde nør aa knække Din Hals. Mads. Naa — hves a den itte ku bære vos begge to, saa maatte jo natyrligvis Kounen sprenge føst yd, faa Kaptejnen æ altid den, der ska blie længst paa Fartøjet aa gjøre sin Pligt te ded ydderste, naar a ded æ ve aa gaa under. K r i s t e n . Saa sku jæ sgu nok passe aa være nejenunder åa ta imod hinder, naar a hun kom anstigendes. Aa hves a ded saa sku hænds, a Du blev deraappe, saa giftede jæ mej sgu mæ hinder aa arvede Embedet. Mads. Ded kom nu an paa, om Du ku fylde Pladsen yd. Faa ded æ dov noved, der itte æ Enhver gi’et aa ded ka itte nøtte noved, naar itte man har Kaldet te’ed.

Istedgade. (Frit efter N. F. S. G r u n d tv ig .)

D e t var en Mandag Aften, Endnu før det blev Nat, Da yppedes paa Nytorv En kommunalsk Debat; Da Stadens Lygter tændtes, Saa de var knap at se, De vise Fædre skændtes Og brugte Struberne. Det var om I s t e d g a d e Og om dens nye Spor, At udi Raadhussalen

r

Der faldt en Hoben Ord. Her stred de ganske unge Om Kap med H a g e m a n n , Mens Ø l l g a a r d holdt for Tunge Sin gamle Visdomstand. Her faldt en Visdomstale I Kvæld fra S o mm e r f e l d t , For tvende Hestes Vogne Han kæmped’ som én Helt. Fra J u u l og K l a u s e n strax der Faldt Ord som Blæst i Vaar; Her faldt Saa mange Skoser Til Gadens Kjøreplan, Saa Godtfolk troer, der næppe Vil blive noget a’en, Skjønt Billighed og Ret op Man fik i Sagens Læs, Som netop da kom net op For Femten-Øres Taxter Det var et Hjerte-Saar.

t

>o

fljf'

At kjøre samme Steds. Det ingen herlig Sejer Blev for »Betænkningen«. I rigeligt en Time Blev udsat nok paa den; Men, før man endte Dagen, Af Stadens vise Mænd Udsattes selve'Sagen! — Nu kjør’ ’en godt igjen.

r

Stryg. »Dannebrog« fortæller, at det pantænkes at stryge en Violin i det kgl. Theaters Kapel. Det lyder i Grunden ikke saa unmeligt.

Embede ledigt. Posten som Rigsdagens Bureauchef er endnu ubesat. Grunden skal være den, at ingen af Hr. Hø g s b r o s Slægtninge er ledig for Tiden.