S_Puk_1893

22

\

IB n IF’oll^eg'SiTT-e-

Skorstensild. Igaar Aftes udbrød en mindre Skorstensild i et Hus i Borgergade. Det lykkedes dog den i Kjælderen siddende Betjent, der netop paa den Tid havde Vagt i (laden ved Siden af, at faa Ilden slukket, forinden Hds. kgl. Højhed Prinsesse Ma r i e, ledsaget af Kammerherre Ro t h e , indtraf til Brandstedet. Beboeren af Lejligheden, der ved Branden mistede tre Kravekuapper. er efter Forlydende anholdt som mistænkt for Assurancesvig, da han i en for kun 10 Aar siden affattet Status-Opgjørelse har opgivet, at hans Bo knn indeholdt, to Kraveknapper. Det vil forhaabentlig lykkes den energiske Forhørsdommer, til hvem Sagen er overgivet, at skaffe Lys i dette Mørke.

Opfindelserne i Menneskets Tjeneste.

Til deres Kredse hjem igjen, | Hvor Folk dog næppe skreg af Fryd sig hæse. > Lang var den Arbejdstid, der gik, J Men længer uden al Kritik Var dog det Resultat, man fik, j T h i det var nemlig en f o r l æ n g e t — Næs e . 1 | f . De Herrer svælged i en stor Mangfoldighed af fagre Ord, v Som man i Rigsdagstidenden kan læse. I FM Net af Baner, vidt udspredt,

Ma d s J o r d e m o d e r m a n d . (toddav’ Kresten Smed. K r e s t e n Smed. Goddav, Mads Jordmormand. Hva’ Fa’en — jæ synes li’sorn a'a ku’ bemærke, a' Du ser noved mere end almindelig abstragt yd i Ansegtet. Mads. Jæ gaar sgu osse aa’ balsamerer Intellegensen, Kresten. K r e s t en. Fa’en heller. Mads . Jou gu’ gjør jæ saa! Aa' jæ ka’ osse godt si’e Dig, hva’ ded æ’, som a’ jæ spekkelerer paa. Jæ gaar Fa’en- edeme’ aa’ overlægger, om itte a’ ded ku’ la sig gjøre, a’ Do ku’ forfærdi’e en Besikkel. K r e s t e n . Hvaffen’en? M a d s. En Besikkel. K r e s t e n . Naa — en Bajcille! Jou — ded ku kaskesens nok la’ sig gjøre. Faa’ ded sku’ vel itte saadden li'efrem bovstaveli’ være en te’ aa’ kyre paa? Mads. Jou, Fa’ened'eme' sku’ han være te’ aa kyre paa. Ha/n sku endosse bru’es i Statens Tjenneste som kongeli’ Jordmor-Besikkel. K r e s t e n . Død aa’ Pi n e— æ ded te’ Din Gimmaiinde? Ma d s . Ja, ded ve’ si’e, ded æ’ jo nok hinde, som a' der ska’ kyre paa ham, men ded æ’ dov mej, der ska’ diderigere Faaretavendet paa Embe’s Vejne. Ser Du Kresten, naar ft’ hun nu ku’ befaardere se’ sel’ paa denne hersens Besikkel. naar a’ hun æ’ yde aa' besørre sin Del a’ Embe’sfaarretnmgerne, saa ku’ vi jo stry’e Befaarderingsgodtgjørelsen i Lommen. Ded va’ dov li’som et Dyrti’stillæg te’ di lovbefalede Embe’sspaardtler. K r e s t e n . Ded ka’ der være noved i. Mads . Men nu kommer ded jo an paa, om a’ Du æ’ te’strækkeli’ rutt,eneret te’ aa ku’ forfærdi’eApperatet. K r e s t e n . Ja — hvis a’ jæ’ itte sku’ ku’ gjøre ded, saa æ’ der ingen Smed, der ka’. — Hvor mange Hjul ve’ Du ha paa ham?

Var Idealet-, her blev set, Men Samlingens RÉalitet I Var upaatvivlelig den lange Næs e .

|

Fyldt var alt Lungerne med Vejr, .Saa ret man for en ordinær Finanslov i Basuner kunde blæse; Men, hertil blev der ingen Grund, For i Saisonens sidste Stund Fik man et Plaster for sin Mund, Der næsten skjules af den lange Næs e .

En smækfed »Arbejdsplan« vi saa, Hvis Indmad kunde sagtens faa

En stakkels Evropæer til at hvæse?

Men, midt i vor Forhandlingssport Er Fedtet i den smeltet bort; Dog, var kun Illusionen kort, J Blev desto længer Vælgerfolkets Næs e . Den veed da Vælgerne, de har, Men, hvad de faar, den Ting er klar, Er Løftet om at ændre hver Fadæse Og stille hver en dybfølt Trang, Naar man forhandler næ s t e Gang. — Vjst bliver Ventetiden lang, Skjønt næppe fuldt ~aa lang som Godtfolks Næs e .