S_Puk_1893

27

( e K s >

Hofbager Olsen fejrede i Fredags sit 25 Aars Jubilæum. 25 Aar i det Fag — det er mange Aar paa Bagen. Jubi­ laren synes dog endnu i mange Aar at kunne bolde sig frisk. Det kan bans Brød derimod ikke. Festdagen bøjtideligboldtes efter Forlydende ved en større Middag. Heri deltog alle Hofbagerens Arbejdere, saavel de, der nylig er engagerede ved bans ny Æltemaskine, som de Svende, der for mange Aar siden traadte i hans Brød. Til Festen i Anledning af »Ma g a s i n d u No r d « s Forretningsjubilæum havde den ene af Firmaets Chefer, Gros­ serer W e s s e 1' — den populære Forfatter til » Kærlighed uden Strømper « — skrevet et bile fixt Udstyrsstykke til Ære for sin feterede Compagnon, Grosserer Y e 11. Stykket, hvori der kastedes et Tilbageblik paa Forretningen for 25 Aar siden, bar Titlen: »Hvad er Kærlighed uden Sokker. Herre- og Dame-TTnderbeklædningsgenstande, Sengeudstyr, hvide Yarer og Bomuldstøjer af eget Fabrikat, Gardintøjer, Brysselør- tæpper, Overstykker saavelsom hele Habitter etc. etc., - alt i moderne Faconer og til billigste Priser?« „ A l e k s a n d e r af Serbien har erklæret sig for myndig og afsat Regentskabet. Direktør A k s e l s a n d e r af Kasino har ogsaa erklæret sig for myndig og afsat Bi gi er. Om han samtidig har afsat nogle Billetter, skal vi lade være usagt.

Hvilket jeg gjorde. Stykket handler om, at M a r t i n i u s vil være første Helt og Elsker, men kan ikke, hvorfor A l f r e d Mø l l e r slaar ham ihjel i sidste Akt, hvad han meget hellere skulde have gjort i første. For Resten er Martinius Akrobat og Slangemenneske i Trikot og elsker Direktøren sin Kone, som heldigvis omkommer noget tidligere paa Aftenen, for at Abonnenterne kan faa den Fornøjelse med. Dagen efter spurgte Kammerherren mig, hvad jeg syntes om det. »Kammerherre,« sagde jeg, »Professoren e r farlig.« »Berolige Dem, mon cliér ,« sagde han, »nu skal De bare se, naar vi faar Lurerne op i »Frode«.« »Lur?« sagde jeg, »De troer maaske ikke, de har Lurer paa Dagmar? Jeg forsikrer Dem for, at der var ikke en af Publikummerne i Dagmar, uden at han tog sig en Lur. Om det saa er »Sovedrikken«, har de neglet den af vores Repertoire. De blæser os ligefrem et Stykke fra 7 til 12 for Tirsdagsabonnenterne om Lørdagen. Og saa har de Pressen med dem. Jeg maa sige, at saa smuk og anerkjendende en Anmeldelse som den, Martinius skrev om Martinius forleden Dag i »Dannebrog«, har jeg aldrig set i noget Blad. Og det kan nu ikke nytte, hvad man siger, for Pressen er nu en Gang Folkets Stemme, og hvad kan det hjælpe, at vi har baade Em i l og Olaf, naar ingen af dem kan sætte to Linier sammen i et Blad? Og saa vil jeg ogsaa nok sige, at Professorens Komedier kan begejstre En ganske anderledes end det, vi spiller ovre hos os. Om det saa er mig gamle Kat, saa blev jeg saamænd saa varm om Hjertet, at jeg digtede en Yise paa Hjemvejen. Hvis Kammerherren vil høre den, saa skal jeg mjave den for Dem: Den Gang, da første Akt var forbi, Holdt Publikum endnu Yagt, Der slumred kun faa, da henad Ni Man endte den anden Akt. Men i -Søvnen hviler nu Dagmar.

Da tredie Akt var lykkelig endt, Holdt kun Abonnenterne Stand, Og saa i Parkettet en enlig Svend, B o r c h s e n i u s hedte han. Men i Søvnen hviler nu Dagmar. R i i s vaaged endnu ved Elleve-Tiden Med R o s e n b e r g, sin Smaadreng, Men da var de fleste for længe siden Gaaet hjem og i Seng. For i Søvnen hviler nu Dagmar. Yed Miclienat slap Resten hjem At hvile de trætte Bene. Saa kaldte R i i s Martinius frem. Men da vaaged den Herre alene. For i Søvnen hviler nu Dagmar.

Konduktør! Der faldt en Mand af! Hvor sad han? Her bag paa, til Yenstre. Saa gjør det ikke noget, — han har betalt. Theaterkatten spinder. Dagmartheatrel:

V©

F ie s c o. Saadan kan man naturligvis ogsaa godt stave det. Jeg kjender nu ikke den nyeste Retskrivning. Jeg sagde til Kammerherren: »Kammerherre,* sagde jeg, »nu spiller Professoren igjen Schiller Troer De nu, at Marie Stuart er nok til at tage Konkurrencen op?« »Marie,* sagde han, »Marie

er storartet. Marie kan holde mange Aar endnu, og der er ikke en Kat, dør kan bebrejde os, at vi ikke spiller Schiller. Men tag De bare ud og se paa det for en SikkerhedsSkyld.«