S_Puk_1893

34

Saa er dog Stillingen langt mere klar Hos os blandt vore egne Demokrater. Vel har de ikke rene Konsulater, Men det er nok saa heldigt, hvad vi har; Thi det er rene Statsrevisorater, Hvor hele Gagen i Pension man ta’er, Naar ikke mer man styre kan Kodillen, Og Levebrødet bliver i Familien.

P o l i t i s k e S to k f isk .

„Det unge Danmark", som starter til Efteraaret, er efter Forlydende sikret for saa lang Tid, at det vil kunne opnaa Titelen »Det gamle Danmark« med Tilladelse til at bære samme.

lernbaneraadet er bleven sat fra Bestillingen. Nu bar vi hverken Raad til ny eller gamle Jernbanei.

M en s her en blakket snart og snart en ren Forhandler disker op med en Erklæring, Der ofres Tidens Tand til fri Fortæring, Har N o r g e s velbekjendte Rektor S t e e n Om Afsked nys forfattet en Begjæring, Et ikke ganske nkjendt Fænomen, Saasom man allerede har i forrige Kalenderaar det samme spurgt fra Norrige. Det var i Fjor, at første Gang Ballonen Han vilde prøve; — men den revned’ nok. Alt trued’ samme Medfart Unionen, Som Fader Od in led i Ragnarok. Men den Gang skaanede han Dobbeltkronen: S t e e n er dog ikke helt af Sten og Stok; Den rene KonsulatSag fik Udsættelse, Og som en Sten fra Hjertet gav det Lettelse. Nu vil han sikkert heller ei forsage Den Magt. hvortil, han har en dybtfølt Trang, Saadan, at ikke Sten paa Sten tilbage Der vilde blive af hans Statsraadsrang; Sligt hører ikke med til Verdens Gang Blandt rene Venstremænd i vore Dage. Pas paa! Det rene Væsens tapre Riddere Faar nok igjen Alt udsat indtil videre. Den arme B j ø r n s o n er dog vist i Vinden, Fordi det kommer ham særdeles ved, Om han skal Lyren slaa til Kamp mod Ejenden Eller til Bedste for sin egen »Fred«. Skal kan beordre Riflerne til Kinden, , Eller servere Aal i det Geled? — Ak ja, der kommer gjerne den Slags Kvaler, Naar man i Lommen gaar med to Signaler.

Smaa Bededags-Betragtninger.

Jeg er Familiefader og emærer mig kristelig ved Saxen ligervis som andre Provinsredaktører. Hele Aaret om maa jeg af Hensyn til Familiens økonomiske Status trækkes med Hveder til min Morgenkaffe. Kan nogen saa sige mig, hvorfor jeg Store Bededagsaften skal delikateres med de Beskøjter som Raritet? At H v e d e rimer paa Bede, kan kun være en tilstrækkelig Grund for Æsthetikere, ikke for Mestere i Skræderfaget. Derimod kan det være rigtigt at gjøre Hveden varm den Aften. Man

P

er altid halvdød af Kulde, naar man kommer hjem t e den første Sommeraften paa Volden, som ikke mere er volden, men Langelinie. Og Langelinie bliver ikke længe ved at være Linie. Den skal gjøres til det bare Frihavn, naar først P e e s ch e- Kø e d t bliver Minister og H a u b e r g Direktør i Sø- og Handels- retningen. Saa er jeg gal i Hovedet paa S e c h e r. Den ene Dag siger han, at vi ikke maa gaa paa Limen, for der falder vi i Grøften- vi skal gaa paa Boulevarden baade den Dag og hver Dag. Den næste Dag forbyder han os at komme paa Boule­ varden og siger, at vi ingen har, men vi skal gaa vores Bedetur i Kastellet, hvor vi heller ikke maa komme. Det er efter min ringe Mening næsten en Præmiegaade. Endvidere vil jeg nok spørge, hvad vi skal med en ubegribelig Helligdag midt i den travleste Sytid, da vi skal have alle Mennesker klædt paa til Pintse. Jeg har sat paa Bordet og gjort mine Studeringer, og derfor veed jeg nok, at Bededagen blev trukken sammen af alle Aarets andre bedelige Dage den 27 Marts 1686 paa en stor tyk Traad med en Knude paa, som kaldtes en kongelig Forordning. Det kunde der være nogen Rimelighed i, for i de Dage var der baade Beden og Fasten, men nu er der ikke andet end Hvederne og Linien og »Dannebrog« paa Boulevarden og Secher i Kastellet i Splidagtighed med sig selv og det er dog for lidt at stikke Naalen ind for, især da der nu er Tale om at sy baade til Huslejeskat og til ny Kirker.

Made with