S_Puk_1893

35

Fra Ama’er og fra Østerbro Det pumpes væk og dølger Sig brat i skælmsk, idyllisk Ro Bag Codans vilde Bølger. Og vore Børn taknemlig gaar Omkring og er foiundrede; Thi, sker det ej til næste Aar, Men l i d t af Tidens store Savn Dog snart skal redresseres, Ifald, til Fryd for København, En Plan realiseres: Alt Overfalds- og Spildevand Bli’er da fra Integade Heldt i u-renoveret Stand Ned i to nye »Blade«. Mens Sprøjteførerne slaar Takt, Maa da de arme »Unge« Ved Pumpen slide uforsagt Med baade Haand og Lunge: Til Mikkels- (Mi c hael i s - ) Dag I tvende Hold Smaastumperne I Vandet gaar for G e o r g s Sag — Og driver saa paa Pumperne. Saa sker det nok om hundrede.

Alt det kan min Traad ikke holde til, og derfor blev jeg hjemme i Torsdags Aftes og spiste mine Hveder inkognito, mens Kone og Børn gik ud i smaa Hold for at høre Klokkerne, men ikke opdagede saa meget som en Bedemand i Landskabet. Hvad ellers Navnet angaar, veed jeg desuden, at en Bede er en Runkelroe og noget af en Vædder.

F ra Arilds Tid Klo-ak og ve Vi græd i Hovedstaden; Men vent kun lidt, saa skal De se, Hvor her bh’er rent paa Gaden: Da bliver alt vort Spildevand Ta’et fra os, saa vi ikke Ved Hjælp af Fisk fra Gammelstrand Kan faa det selv at drikke.

B e d e d a g s a f t e n . (Scenen.: Langelinies Pavillon).

Jespersen. Det er maaske Værten selv, jeg har den Fornøjelse at tale med? Opvarteren. Undskyld, min Herre . . . Jespersen. Ja, det gjør saamænd heller ikke noget. Jeg vilde jo nok helst have talt med ham selv, men saa kanske De vil hilse ham og sige, om ikke vi kan faa Hvedetvebakker fra Hofbager Olsen. Jeg kjender nemlig Hr. Olsen personlig, maa De vide. Opvarteren. Undskyld, min Herre . . . Jespersen. La’ ves nu se, hvad det ka’ komme til og koste. Bayerne er vel 40 Øre, og Hvederne er 2 Øre Stykket. Skal vi sige, at vi spiser tre hver, saa bliver det en 12 Øre. Theen er vel 18 med Sukker og Fløde, og Smørret kan vel komme paa 20 eller 25. Saa skal De faa 10 Øre i Drikkepenge — eller vi ka’ jo sige 8 . . . Opvarteren. Undskyld, min Herre, men Pladserne er skam optaget. Jespersen. Optaget! Nu har jeg aldrig hørt Mage. Naar jeg har rejst den lange Vej, saa ku’ De da ellers nok sørre for, at jeg ku’ komme til og sitte. Men det er værst for Dem selv. Nu tjener De ikke noget ved mig. Kom saa, Therkelsen!

vise, at man er med. Du ska’ sgu ikke sjenere Dig. Jeg gi’er selvfølgelig. (Til en Opvarter.) Opvarter! En Gang varme Hvedetvebakker med Smør af det bedste — ikke Margarine, hører De — og to halve Flasker Bayersk 01 — og to Snapser — og en stor Kop The paa Kande — med to Kopper til — og Sukker og Fløde . . Opvarteren. Undskyld, min Herre . . . Jespersen. Det gjør ikke noget, om osse vi ska’ sitte lidt knivent — vel Therkelsen? — Kjøbenhavnerne er jo saa nemme og komme ud a’et med — men vi maa ku’ se ud over Sundet, og hvis De har en Kikkert . . . Opvarteren. Undskyld, min Herre . . . Jespersen. Men det kommer jo nok lidt villig. . Jeg ska’ sige Dem, jeg har været baade i zoologisk Have og paa Charlottenborg — De veed, Udstillingen — og ude hos min Svoger paa Frederiks­ berg, og konsulteret en Doktor for en bulden Finger, som jeg har gaaet med i over en Maaned. Jeg er nemlig ikke her fra Byen, maa De vide, og saa synes man jo, at naar man alligevel skal til Kjøvenhavn for sin Fornøjelses Skyld . . . Opvarteren. Undskyld, min Herre . . .

Jespersen, Lystrejsende fra Provinsen, kommer med sin Y en Therkelsen, Kjøbenkavner (stum Person). Det er en storartet By, den Kjøbenhavn. Sikke Damer! Sikke Ekvipager! Og sikken en Lykke, at de Kongelige netop sku’ komme forbi, li’som jeg viser mig paa Linien. Naa, Therkelsen, nu sku’ vi ha’ de Hveder. Man maa jo

Made with