S_Puk_1893

Fhv. Theaterdirektør Th e o d o r A n d e r s e n blev som bekjendt efter »Landsoldatens« Succés paa Dagmartheatret løst fra sin Kontrakt med Landmandsbanken som lidende af »Hjærne- træthed«. For at faa den kjære Direktør fuldstændig helbredet, fik den omhyggelige Direktion ham til at forpligte sig til, at han ikke i cle næste 5 Aar vilde lade sig knytte til noget kjøbenhavnsk Theater som Leder. Vi kan glæde Hr. Andersens mange Venner i Landmands­ banken med, at han er i god Bedring, og Lægerne formoder endog, at han vil være fuldstændig helbredet den 1. Juli d. A. Kl. 12 Formiddag. Pudsigt nok udløber netop paa samme Tid den i Kon­ trakten fastsatte Frist.

Nedbrydende Tendenser.

B,anders Eaadmænd gasse

Sig paa god vandalsk Maner; Stod en Gang en »gammel Kasse«, Som snart inte staar der mer; Elleve Eaadmænd var der, som Yilde rive »Kassen« om. Hvor Grev G e e r t kom fælt til Skade Og fik Ho’det snittet a’, Eandt de elleve paa at lade Skammen samme Skæbning ha’e, Og, skønt det var inte ret, Bed af den de Hovedet. Stedse faar paa den Slags Børen Ho’det den fortjente Lud, Og de blev saavelsom S ø r e n K j æ r skjældt for Vandaler ud, Skønt de var ej bare Van- Men Me l d a b i e r alle Mand. Og de gav dog Grunde for ’et, Saasom Sløjfningen skal .ske, Eor at de kan faa paa Torvet Bedre Plads til »Bæsterne«; Hensyn maa til dem de ta’e, Dem bar Kanders mange a’. — Pas kun paa, saa gaar ad Åare Byens Kaadhus sannne Vej For en velvalgt Plads at kaare Til et rigtigt Torv for »Kvaj«, Naar først Tanken prøvet er Af de vise Høveder.

Ved Kaffen.

F ru Juliane Petersen: God Dag, søde Fru Schrøder, og til Lykke, rigtig hjertelig til Lykke med Deres Fødselsdag, som jo rigtignok var igaar; men som jeg ikke fik Tid til at overvære, fordi jeg skulde til Studentersangforeningens Fest­ middag for Ha r t ma n d , hvad der kneb svært, for der maatte jo egentlig kun komme Medlemmer af Sangforeniugen med deres Koner; men jeg syntes nu, at man ligefrem skyldte Hartmand at gaa med, fordi han dog har skrevet saa mange kjønne Ting, og det er jo ogsaa ham, vi kan takke for Spring­ vandet paa Kultorvet, hvis vi faar det, hvad der virkelig er godt gjort af en Mand i hans Alder, og derfor kan De nok forstaa, at jeg nødig vilde have, at han skulde savne mig paa en saadan Dag, og saa fik jeg Frits Grønbæk til at gaa ind paa, at jeg gik med som hans Kone, og dejligt var det jo, skjønt det kneb at huske paa hele Tiden, at jeg hed Fru Grønbæk, og der var ogsaa en ældre Herre, som jeg kom til at røbe for, at mit Navn var Fru Petersen, hvoraf Følgen naturligvis blev, at han hele Aftenen gik og præsenterede Frits som Hr. Petersen, men det var det, jeg kom fra, at jeg vilde have været heroppe igaar og bede Dem ikke forsmaa en Sengefor­ lægger, som lille Nora havde Lavet til Dem, hvad jeg meget maa bede Dem undskylde, fordi De ikke fik don paa selve Dagen, men har maattet vente til. idag, da jeg naturligvis vilde have taget den med, hvis den havde været færdig; men nu vil jeg- spørge Dem, søde Fru Schrøder, om De vil vente, til den bliver færdig, eller om De vil have den strax og saa selv gjøre den færdig, hvad De vist stod Dem ved, foi der mangler bare at brodere den Smule, der skal broderes, og saa sy det hele sammen, og hvis De vil have det, saa skal jeg saa gjerne komme en af Dagene og drikke en Kop Sjokolade med Dem, for at De ikke skal savne noget af det festlige, som der skulde være ved Dagen, hvad der jo vilde være trist for Dem nu i Deres Alder, da De aldrig veed, hvor mange Fødselsdage De har tilbage, ikke for det, for De er jo Gud ske Lov frisk og rask, naar undtages den Smule Leversyge og Deres Hjertetilfælde og saa Gigten og det i Maven, som Doktoren ikke veed hvad er, men ikke sandt, man kan jo komme til at se Enden, tør man aner det, og jeg har selv tænkt saa meget paa, om jeg skulde lade mig begrave eller brænde, hvad der vist egentlig er det sundeste, og derfor vil' vi jo gjerne gjøre det saa godt for Dem, som vi kan, og nu kan vi jo senere tale om, hvor-

Vs

Ingen Aarsag. Fru He i b e r g fortæller i sine Erindringer, at den Aften, hun havde spillet »Den Vcelgesindede «, hørte hun, da hun var kommen hjem, en Stemme, der hviskede til hende: »Tak for i Aften«. Det var Hol ber g, der takkede sin Yndling. Da Forfatteren til den Komedie »Dydens Speyl«, der opførtes ved Studenterforestillingen paa Casino, efter Fore­ stillingen om Aftenen gik i Seng, hørte han den samme Stemme, der igjen sagde: Tak! Ho l b e r g s Aand havde nemlig ikke været tilstede i Casino.

Made with