S_Puk_1893

I Observatoriet. L id t skjør paa Kuplen, som har faa’t en Jeg stille staar, kanonfuld og i Hvil. Snart skal mit Korpus hg et Projektil Iblandt Tre-Stjerne-Flasker ind sig trænge. 0 d’Angleterre, helt inde fra Din Kjærne Din gyldne Hal sig viser for mig hist, Yed Siden af paa »Hjørnet« nok en Gnist 1 Kikkerten jeg har som Dobbelt-Stjeme. Er der mon nogen Sjæl, som kunde ane, At her en fuld og mørkesvøbt Planet Har næsten et Kvarter paa Døren set, Men kunde finde ej sin stille Bane? Jeg flakker over Kongens Nytorvs Sletter, Hvor før en Lygte var, er nu der tre; Selv Hesten kan jeg nu som dobbelt se, Og Torvets Brosten gjemmer slemme Pletter. Hvor skulde hjemme nu de kunne ane, Her gaar et Jordens Barn, som ej kan sove. — Naar der jeg strækker mig i min Alkove, Saa vil jeg snorke som en Karavane!

plønret wos saa længh, te somm a wos har forliist boed Goer aa Grunn. Aa nærensti te æ Agraarer komme te Majten, saa ska vi ha Loww om, a Bønneren ska wæer djer ejen Kjømmænd. Aa som han søh ham An n e r s e n fra Rosendal: wi wel ett beskøtt æ Ingdosti aa det, for hwes Fabrikkeren ett ka klaahr sej, saa ka di holl op; men wi wel ha æ Hartkornsskat te en Sieh. An d e n . De ær saa møj got. Men no de hær Melletær- wæsen, ska de ha Low aa besto? F ø r s t e . Æ r Do towle. Nej sier Do di ung Kaahl ska blyww hjemm we æ Goer aa et rænn aa spell Fandango i æ Kong hans Klæjer. Di tyww Mellejoner, som æ Melletæer koster, ska bruhges te Prætnmier we Dyerskuer aa te gratis Fordieleng a Rapskaagher imjell æ Goermænd. An d e n . A trower, Å wel senn æ Proppitæer A n n e r s e n en Telliswaatom. Ka wi ett fo ham stellet op hær i æ Krejs? F ø r s t e . Nej, de wel A sjel. k An d e n . Saa ska Do aasse fo mi Stemm. F ø r s t e . De wel A sej Dæ Tak for. Men no sku wi te aa haall Møhder sownwiis lissom æ Fyndbower. Aa A wel skryww ætter Kaptejn S k r u l i te aa dirigier wos. Han sejer, te aall dem, der ett ær Agraarer, di ka hold djer Bøtt. Aa de samm sejer A.

Mikkelsen.

V e i s . (Frit efter » Politikm<■<.)

Sneminder. J e g mindes Snetorvets kulsorte Vanvid, Skabt af en gal Magistrat; Jeg mindes de forfærdelige Tinder, Ragende svedengrødlignende op over Jordens kanelvællingagtige Pløre, Appetitvækkende maaske for en sulten Bjergtrold, Men ikke for andre; Jeg mindes denne skamlingsbankehædrede Festplads For en Uendelighed af Bakterier; Jeg mindes disse blaafrosne Kroppe af døde Katte Og dito Hunde, Som man i levende Rædsel Gik udenom — — — Og jeg mindes en Aften, jeg grebes af Lyst Til at klæde mig nøgen, Splitter nagende nøgen, Og lægge mig ned imellem de døde Katte Og 'dito Hunde, Grebes af Lyst til at vælte mit levende Legeme Om i dette dødstinkende Sauce-Hav, Som en Flæskesteg paa Stegepanden, Af Lyst til at høre min egen Graad og hikkende Lykke Bævre sit sitrende Liv

Fugtighed om Natten. E n Nattelyd — som skulde Ho’det briste. En Tændstik stryges — ratsch — et Yarselsbud

>

En Gysen risler ned ad Ryggens Hud Og dirrer i min tomme Hjerne-Kiste.

Og, medens disse kjendte Lyd sig viste Over mit Øres spændte Trommehud Og flænged i min Løftelse et Brud. — Ad Køkkentrappen mine Ben sig liste. Hvad maa jeg vove, hvad tør jeg miste! Jeg vakler fra min korte Lykkes Bud Hjem til min noksom kjendte, gamle Brud . . . Ak — om nu bare først jeg Vejen vidste.

Udover det smeltende Landskab — men jeg opgav det heldigvis — — — Aa de forfærdelige Tinders kulsorte Vanvid!

\9

Viggo Druckenberg.

Jørgensen.