VorFrueAfKøbenhavn_1914

3 6

— en Begivenhed, der vakte stort Røre i Byen, og mindedes paa sædvanlig poetisk Vis.

»Det er just om Middags Tiide, Folket havde sat sig ned, Somme tret af Arbeyds sliide, Somme havde sig udseed Her et Sted og der et Sted, Hvor de Maaltid kunde med Hustrue og Børn holde, Ach! de bleve død og kolde. Ach min Mand er ihiel slagen, Gud vær naadig Siælen din. Ach hvo skal forsørge mig, Raabte de ret ynkelig, Ach min Legems Trøst er borte . O Gud’ mine Dag’ forkorte. Mange Mennesker blev slagen, Muren over paa dem faldt. Ach, hvad Jammer, Væ og Klage hørtes der da overalt: Først af dem, som Liv var i Og den halve Krop var fri, Mens paa Kroppen dog lemlæstet Lænderne og Beene quæstet. En af dem, som fik tilsyne Foden ud af Manden sin, Faldt til Jorden kund’ ej nyne Fleere Ord ved denne Svim; Blev og i det samme død, E r det ey stor Ynk og Nød, Siden hørtes der og Klagen Hustrue over Manden sin,