HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_I h5

132

København under Belejringen 1807.

videre ud paa Amager, eller de gemte sig i de dybeste Kældere i Byen, — for dog ogsaa der at findes af Bom­ berne, som i Reglen slog igennem alle Husenes Etager og først eksploderede, naar de naaede Bunden. Hele Kvarterer af Byen stod i Flammer, og Englænderne søgte ved en systematisk Beskydning at forhindre Sluknings­ arbejdet. De vidste, at Ilden var deres Forbundsfælle, Københavns Brandkorps deres eneste virkelige Modstan­ der. Og trods al Tapperhed og Udholdenhed kunde Brandkorpset ikke bestaa i den ulige Kamp. I Regnen af Fjendens Granater trak det sine Slukningsredskaber saa nær som muligt hen til de brændende Bygninger; men Mandskabet kvæstedes, Sprøjterne ødelagdes, og Kampen mod Ilden blev stedse mere haabløs. I den første Bombardementsnat havde Brandfolkene endnu saa nogenlunde kunnet beherske Ilden, skøndt det brændte paa 38 Steder. I den anden begyndte baade Kræfterne og Materiellet at svigte dem, og i den tredie og frygte­ ligste var al Kamp haabløs. Det var i denne Nat, at baade Frue Kirkes Taarn og de mægtige Træoplag paa Tømmerpladserne brændte. Flere Borgerkompagnier for­ lod deres Post paa Volden og gik hjem, — ikke af Frygt for deres egen Person, thi intetsteds i Byen stod man bedre dækket end bag Voldenes Brystværn, som Fjenden desuden slet ikke skød efter, — men fordi det var uud ­ holdeligt for dem at staa som uvirksomme Tilskuere eller skyde unyttige Skud ud i Mørket, medens Byen brændte bag deres Ryg, og ingen vidste, om hans nær­ meste var i Live, eller hvor de flakkede husvilde om. Og ind over den hele By listede sig nu en Fjende, der var mere uimodstaaelig end Bomberne og Ilden, og som i Løbet af faa Timer maatte gøre Ende paa al videre Modstand: den fysiske Udmattelse, den ubønhørlige Træthed og Sløvhed, for hvilken alle bukkede under og mod hvilken der intet Forsvar fandtes. Efter de tre