HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_I h5

133

København under Belejringen 1807.

Dages voldsomme Anspændelse forlangte Nerverne at slappes; de lystrede ikke længer Viljens Bud. Folk faldt over Ende af Træthed og blev liggende; eller de faldt i Søvn, hvor de gik eller stod, midt mellem springende Granatstumper og under Kanonernes Torden. En for­ tæller, hvorledes han sovende gik fra Københavns Vold ud paa Kristianshavn, en anden passerede Frue Plads uden at lægge Mærke til, at Kirken brændte.1) Profes­ sor Klingberg, der forestod et Lazaret paa Kristianshavn, fortæller, at den tredie Bombardementsnat, da Tømmer­ pladserne brændte, var hele Himlen saa rød som Purpur og alting saa oplyst, at han midt om Natten kunde læse den fineste Skrift. »Hele Amager saa ud, som om Solen skinnede stærkt derpaa; men jeg var saa træ t, at det slet ikke rørte mig«. En svær Kugle slog ind i Laza­ rettet, i den Stue, hvor de kvæstede Studenter laa, og lige ved Siden af det Værelse, hvor Klingberg opholdt sig. »Men jeg kan ikke sige, at jeg blev urolig derved; jeg var saa ubegribelig ligegyldig.«2) Som et Symbol for Byens Belejring, Bombardemen­ tet og Kapitulationen virker den Vagtjournal for Brand­ korpset, der tidligere er omtalt. Den er paabegyndt samme Dag, som Englænderne gik i Land; den er i de første Dage ført omhyggeligt og nøjagtigt, gaar saa i Stykker under Bombardementsnætterne og slutter d. 6. Sept. med følgende Notits: »Brandmester Weber, som i Aftes d. 5. Sept. Kl. 6 blev be­ ordret at møde ved sin Sprøjte for at have Vagt, men ej ind­ fandt sig, foregav, at han ej kunde finde Sprøjten. Men da Kaptejn Z immer forespurgte h am , hvorfor han ikke søgte Sprøjten ved Ilden, og hvorfor han, trods Ordren, udeblev, svarede han, at man ej kunde gøre mere end hænge ham. Da han efter 6 T im er skulde afløse, udeblev han ligeledes.« x) Se saaledes Ræder I, 240. Drewsens Optegnelser »Fra 1807« (S. 56—57 her) og mange andre Memoirer. 2) Daae, 193.