HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_I h5

50

Fra 1807.

dens Strabadser, fra hvilken jeg ofte, uden at have nydt det ringeste, eller i alt fald kun havde delt Skoften med min Hest, usvækket og utrættet, er om Aftenen kommen hiem. — Vor Bataillon kom dog ei i Ilden, men stod blot i Reserve ved Broen mellem Peblinge- og Sortesøe. Da jeg mærkede, at Landværnet ei havde Udsigt til at blive brugt, og da Adskillige af dem jeg levede med, og som stode ved Livjægerne eller Herregaardskytterne, ofte udkommenderedes og maalte sig med Fienden, og da man i Byen begyndte at tale ilde om Landværnet, saa blev den Tanke, at vende hiem, uden at have seet Fienden i Øinene, mig utaalelig. Jeg gik derfor en Dag til Chefen for Livjægerne, Holstein, og bad ham, at jeg, naar Livjægerne atter udkommenderedes, maatte som F ri­ villig følge dem. Allerede samme Dags Aften besluttedes et Udfald til Classens Have, for at omhugge Træerne og nedbrænde Bygningerne, da disse laa Kastellet alt for nær. Vi samledes da paa Trappen af det ene Palais paa Amalienborg og i Forsalen. Men som vi skulde mar- schere, indløb Efterretning om , at en Mariner var de­ serteret, og da Commendoen frygtede for, at Udfaldet var anmeldt for Fienden, saa contramanderedes det; men vi fik Ordre at møde næste Morgen Kl. 6. Min Kone til hvem jeg intet havde sagt; mine Venner, navnlig Rah- bek, som nu erfarede at jeg vilde følge med Livjægerne i Classens Have, søgte forgiæves at holde mig tilbage. Jeg svarede Rahbek, at jeg havde givet mit Ord at møde og kunde altsaa ei med Ære blive borte. Han maatte erkiende Sandheden heraf, og ha r formodentlig sagt min Kone det Samme. Det er forresten mærkeligt hvorledes en fix Ide, kan binde sig til et Menneske. Jeg var paa det fuldkomne­ ste overbevist om, at jeg ikke vilde falde, men ligesaa vis paa, at jeg vilde blive saaret, og det kom mig altid for, at det var en Arm, eller et Been, jeg skulde offre