HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_I h5

52

Fra 1807.

Angreb med Bajonnetten fandt Sted, og det Hele ind- •» skrænkede sig til en Fusillade, der varede i 3 Timer. Imidlertid nedbrændtes Bygningerne bag os. — Englæn­ derne havde trukket sig tilbage til et vist Punkt, hvor de dækkede sig i Grøfter, bag Hække og Bygninger, og derfra sendte os deres Kugler. En stakkels Diævel, der kom, jeg veed ei fra hvilket Smuthul, og vilde over til sine Landsmænd, maatte falde for en Kugle, som jeg ju st i det Øieblik fik nedstødt i min Bøsse. Bravo! sagde Holstein, som i det Øieblik stod ved min Side og saa Skuddet. [Senere sagde han i lignende Anledning til ham : »Man kan se, De har været paa Rævejagt før.«] Efter tre Timers Fægtning fik vi Ordre, at trække os tilbage, og det syntes og at være høi Tid, thi Eng­ lænderne rykkede frem med Magt, og deres Artillerie begyndte godt at spille, og vilde have nedlagt langt flere end Tilfældet var, om de ei, for det meste havde skudt for høit, thi Træernes Grene, faldt ned omkring os, og vi stode, som i en stærk Regn af Blade. Det var et af disse høie Skud, der langt bag vor Linie, saarede Gene­ ral Peyman i Foden. — Da jeg havde været i den for­ reste Kiede ved Angrebet, blev jeg ved Retiraden i den bagerste, der skulde dække de Andres Retirade. Men da vi nu og fik Ordre til at trække os tilbage, og alt- saa ei længere kunde kiæmpe, saa kom Englænderne frem og sendte os en Hagel af Kugler. Den brede Grav, hvorom jeg har talt, laa bag os og skulde overspringes. Mange Gange havde jeg paa Jagten giort lige saa store Spring, men denne Gang sprang jeg slet, og var ved at styrte i Vandet, hvormed Graven var fyldt, da i det samme Bartholin hurtigt rækkede mig Haanden. Jeg maa nu fortælle en lille Begivenhed, som i Grunden giør mig Skam, thi saameget Modet hædrer Manden, saa lidet fortiener Overmodet Roes, og jeg var Ægtefælle og Fader! I det Øieblik jeg var kommen over