HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_I h5

54

Fra 1807.

faldt, at møde paa Volden ved Nørreport, og dernæst at opstille sig i den saakaldte Kirsebærgang, ved Nørreport. Snart var og tre Compagnier, som jeg som ældste Offi­ cer commenderede, der opstillede. Det blev snart mørkt, og vi havde nu et i Sandhed majestætisk Skue. Bom­ berne med deres brændende Rør, saa ud som Stierner; Brandraketterne der som gloende Stanger [Slanger?] skiøde sig frem i Luften, og i Baggrunden Byen, der snart paa flere Steder tog Ild. Imidlertid bliver man dog tilsidst kied, selv af et Bombardement, og saaledes gik det ogsaa mine Landværnskarle, som jeg tilsidst havde ondt ved at holde vaagne, og det uagtet Bomber og Brandraketter, naar de faldt for tidligt, ofte giæstede os, og jeg giorde dem opmærksom paa, at naar de holdt Øie med dem, kunde de undgaas, men at derimod den der sov, let kunde komme til at sove den evige Søvn. Midt om Natten sendte jeg min Tiener hiem for at sige min Kone at jeg levede, og for at erfare hvorledes det gik hende og Børnene, og til min store Forundring erfarede jeg da, at de vare borte Allesammen. Om Morgenen, da vi fik Lov at gaa hiem , opdagede jeg dem da, sammentrængte med mange Flere i en lille Kielderstue, hvorhen min Kone var tyet, fordi hun her troede sig sikkrere. Første Nats Beskydning havde lært mig, at i Byen var ei Sikkerhed for dem, og da Rali- bek havde sagt mig, at 0111 Byen skulde blive bombar­ deret, saa vilde han kunne skaffe mig en bombefrie Plads til Mine, saa besluttede jeg at søge ham. Men hans Post var paa Studiigaarden, og denne der laa nær ved Fruetaarn, som var det hvortil Bomber og Brand­ raketter sigtede, var farlig at besøge. Men hvor hen gaar man ei for Kone og Børns Skyld. Jeg begav mig derfor strax paa Veien, men jo længere frem, jo værre. Jeg maatle nu springe i en Kielderhals, for muligst at dække mig mod en Bombe, som var nær ved at springe.