HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_I h5

57

Fra 1807.

Træe, faldt jeg i Søvn, og vaagnede kun ved, at Træerne bukkede sig under mig. Da jeg hen imod Morgenen blev afløst, tyede-jeg derfor strax ud til min Kone paa Ama­ ger, og jeg gik derud saaledes i Søvne, at jeg ikke saa at vort F ruetaarn brændte og blev derfor ei lidet forun­ dret ved at savne det om Morgenen. Den tredie Bombardementsnat var i sandhed frygte­ lig. I Linie med Halmtorvet havde Englænderne et Bombebatterie af 12 Morterer, der brugtes saa flittigt, at intet Øieblik forløb uden at vi saa Bomber og Ba- ketter over vore Hoveder. Tømmerpladsene vare skudte i Brand, og da det blæste stærk fløi store Gløder ind over Volden, og vor Leier var nær gaaet op i Flammer. Hvad Angst og Jammer og Ødelæggelse saa jeg ei denne Nat! Især er endnu Erindringen levende hos mig, om den rædselfulde Angst, hvoraf et gammelagtigt F ruen­ timmer var besat, der vilde til Christianshavn, men ei vovede at passere Langebroe, som hun med rette ansaa for farlig. Medlidenhed drev mig til at følge hende, ind­ til hun var i Sikkerhed. Jeg saa Nakken slaas af to unge Fruentimmer, jeg saa Indvoldene vælte ud af en Borger, som en Bombe traf; jeg saa en Bombe falde paa en Artillerist, der sov, og at splitte ham saaledes ad, at man kun paa Stænger, som man stak under hans Levninger, kunde bære dem bort. Tilsidst brød man sig ei mere om saadanne Begivenheder, men dog farer det endnu igiennem mig, naar jeg tænker paa, at jeg stod paa Volden og saa, at en fiendtlig Kugle fra Pesthuus- batteriet, dræbte og haard t saarede 5 eller 6 Livjægere paa de afbrændte Tøinmerpladse; blandt hvilke Dre- strup, som vi i flere Aar saa i Kiøbenhavn paa to Træ- been. Under al denne Tummel saas ei noget til vore Be- falingsmænd. Peymann var saaret. General Bilefeldt (saaledes troer jeg Næstcommenderende heed) saa jeg