HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_I h5

61

Fra 1807.

i Jorden ved min Hest, som jeg havde bundet bag en lille Bakke ved et Træ, at den ganske forskrækket rev sig løs rendte hiem, og lod sin Herre vandre bag efter. Forresten vækkede dette ingen Angst paa Strandmøllen, thi da jeg den Tid gik meget paa Jagt, saa pleiede jeg, naar jeg uventet kom til noget Vildt, som jeg vilde liste mig paa, og jeg ikke i en Hast fandt Noget, hvorved jeg kunde binde Hesten, at give den et Rap af Pidsken, hvilket den forstod saa godt, at den strax løb hiem og stillede sig ved Stalddøren. Landeværnet fik nu en nye Organisation, saaledes at 2 Batailloner deraf annecteredes et Regiment, men da al Udsigt til en Landkrig var forsvunden, og jeg des­ uden var kied af at staa ved Landværnet, der ingen Ag­ telse mere nød, saa bad jeg Kongen om min Afsked. Først blev han vred, og svarede kort, at jeg kunde gierne faa min Afsked. Men da jeg sagde ham, at det ei var mit Øiemeed, hvis der blev mindste Udsigt til en Landkrig, at undrage mig fra mit Fødelands Fo r­ svar, og at jeg da kun bad om, at maatte indtræde i Livjæger- eller Skyttecorpset, saa fik han bedre Tanker om mig, og spurgte om han ikke kunde giøre mig en Tieneste; men da jeg herpaa svarede, at jeg behøvede og ønskede Intet uden Hans Majestæts Naade, blev han atter stødt og bukkede for mig. Saa besynderlige ere selv de bedste Konger. Min Uegennyttighed burde, synes mig, snarere have behaget, end mishaget. Siden havde han maaske hørt Noget om mig, der behagede ham, og han lod General Biilow tilbyde mig et Compagnie, men jeg blev ved at bede om min Afsked, som jeg da og fik, jeg tør neppe sige i Naade, thi mit Navn stod midt imel­ lem Navnene af en heel Mængde Landværns-Officerers, hvoraf vist den største Deel aldeles ikke havde anholdt om Afsked, hvorfor Publicum ansaa dem, som halvt casserede. — Saaledes endtes min militaire Bane! * * *