HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_I h5

63

Fra 1807.

Mand, hvis hele Ydre røbede hans tyske Herkomst, i Modsætning til hans engelske Kammerater. Den næste af Officererne var Englænderen Lieutenant Winnecke, og den tredje endelig var Fændrikken Wyck, en Dreng paa 15 å 16 Aar, ogsaa en Eng lænder.. Winnecke, som var en ung ret smuk Mand, op- traadte paa en temmelig raa Maade, som dannede en stærk Modsætning til Langreders høflige og hensynsfulde Opførsel. Et Træk min Moder havde bevaret karakte­ riserer dem begge to. Paa Væggen i Dagligstuen hang et Billede, der forestillede en for Danmark hæderlig Træf­ ning mellem et dansk Orlogsskib, ført af Kaptain Jes­ sen, og to engelske. Winnecke skrev under dette med Kridt: It is a damned lie. Da Langreder saa’ dette, gik han hen og viskede det ud , og idet han irettesatte Winnecke for hans Adfærd, tilføjede han : »Jeg vil gøre Dem opmærksom paa, at den Mand, i hvis Hus vi er, er en stor Patriot.« Wyck, den lille Fændrik, var en Dreng eller Yngling med fine Træk og smukke Øjne. Han legede med Børnene og var deres erklærede Ynd­ ling, ja Forholdet var saa inderligt imellem dem, at det forekom min Moder som om de havde samtalet, hvad der jo paa Grund af hans fremmede Tungemaal næppe er muligt. Hvor længe disse Mennesker opholdt sig paa Strand­ møllen kunde min Moder end ikke tilnærmelsesvis an­ give, men hvad enten det var længe eller kort, saa var Afskeden smertelig, og vilde have været det endnu mere, havde Familien kunnet forudse den Skæbne, der ventede de to af dem for hvem den havde fattet Interesse. Da de skulde rejse, forærede min Bedstemoder Langreder en Kurv med Æbler, og besvarede den velopdragne Officers beskedne Indvendinger mod at berøve hende al den dej­ lige Frugt med de Ord: »Fressen Sie sie doch!« Denne sproglige Bommert gjorde, at de begge kom til at le, og hjalp dem saaledes over det pinlige Farvel.