BispebjergHospital_1913-38

1 0 3

at kunne udelukke andre neutraliserende Faktorer. Helmer, Fouts og Zerfas 19 (1934) har vist, at Slimsekretionen forholder sig omvendt til Aciditeten, og Helmer 18 (1935), at der er tilstrækkelig Slim i Ventriklen til at kunne forklare Variationerne i Mængden a f titrer - bar Syre. I Modsætning til disse Undersøgere mener Baltzer 2 (1934), at Slimen kun virker ved Fortynding, ikke ved Adsorption eller Neutralisation, og Bolton og Goodhart 10 (1933) at mucus kun betyder noget for Neutralisationen, saalænge Syremængden er yderst ringe. Den Theori, der har vak t størst Interesse og synes bedst under­ bygget er dog den a f Boldyreff 5, 6, 34, 7, 7a i 1908 opstillede, 19 14 nøjere præciserede og senere (1932, 1933, 1934) stadig udbyggede Theori om den duodenale Regurgitation. Boldyreffs Theori gaar ud paa, at Tarmen ikke kan taale Syre i en stærkere Koncentration end 0 ,1—0 ,15% . Idet den stærke Syre gaar ind i Tarmen fremkalder den rigelig Sekretion a f Pankreassaft, evt. ogsaa a f Tarmsaft og Galde og desuden ogsaa antiperistaltiske Bevægelser i Duodenum, hvorved en Blanding a f de alkaliske Sekreter drives ind i Ventriklen. Theorien er blevet indgaaende eksperimentelt undersøgt og støttet fra talrige Sider. Hicks og Vischer 20 (1915) mener ikke, at den duo­ denale Regurgitation er den vigtigste Faktor for Nedsættelsen a f Aciditeten, men kunde dog ved Indførsel a f 0,4—0,5% HC 1 i Ven­ triklen paavise tydelig Regurgitation i en Trediedel a f de undersøgte Tilfælde, iværksat ved rytmiske Pulsationsbevægelser i Duodenum. Spencer, Meyer, Rehfuss og HawTc 33 (1915) beviste Regurgitationen ved at paavise Trypsin i Maveindholdet og fandt, i Modsætning til Maclean og Griff iths 26 (1928), at Aciditeten var omvendt proportio­ nal med Trypsinindholdet. Izod Bennet og Ryle 3 (1921) fremhævede, at Regurgitationen ofte fandt Sted selv om der ikke kunde paavises Galde i Maveindholdet. Bolton og Goodhart 9, 11 (1922, 1936) og Bol­ ton 8 (1928) udførte Forsøg med Havresuppe som Prøvemaaltid. Naar Aciditeten i Ventriklen steg til en vis Højde slappedes Pylorus, Duodenalsaft flød ind, og dette anser de for at være et fast Led i den normale Fordøjelsesproces. Særlig fremhæver de, hvorledes R e ­ gurgitationen styres a f Pylorus, saaledes at Aciditetskurvens Form i Virkeligheden bliver et Udtryk for Pylorusfunktionen. Olch og E l­ man 28 (1928) indførte 200 cc 0 ,5% HC 1 i Ventriklen og udtog 10 cc hvert 10. Minut. Der saas tydelig Fald i Aciditeten som skyldtes Regurgitation a f Duodenalindhold, idet Lukning a f Pylorus gav Fo r­ sinkning resp. Ophør a f Neutralisationen ( Elman og Eckert lo (1933) ). Wilhelmj, Neigus og Hili 38 (1934) fandt, at en Syreopløsning anbragt i Ventriklen blev mindre hurtigt og mindre komplet neutraliseret, hvis ductus cysticus og ductus pancreaticus underbandtes, men me­ ner iøvrigt ( Wilhelmj, Henrich og Hili 37 (1935), at Aciditetsnedsæt- telsen for største Delen skyldes Fortynding. Hili, Hennch og Wil­ helmj 21 (1935) anser det for sikkert vist, at Syreindførsel i Ventriklen