BispebjergHospital_1913-38

1 0 9

kan næppe siges at være uden betydning, selv om efterundersøgelser af ectomerede ptt. viser, at disse hyppigst befinder sig fuldstændig vel. Hvis man således ikke ved at foretage ectomi indskrænkede recidivernes antal, måtte man sikkert hævde, at stomien burde være normalmetoden. Som et yderligere argument for ectomi og altså mod stomi har endvidere det forhold været fremhævet, at dersom en galdeblære havde været syg eller var blevet dræneret, vilde den alligevel ikke, hvis den blev efterladt, blive funktionsdygtig. Dette blev herhjemme bl. a. hævdet af Kraft og den udenlandske litteratur giver talrige eksempler på samme opfattelse. Men den modsatte anskuelse, nemlig at en dræneret, endog ret stærkt betændt galdeblære kan regenerere, er også blevet fremsat således herhjemme bl. a. af Rovsing, Harfc- mann, Sv. Hansen og Dahl-Iversen. På forhånd er det imidlertid sandsynligt, at hvis man forsøger at udforske efterladte galdeblærers skæbne, må man vente at finde langt flere funktionsdygtige galdeblærer hos ptt., opererede på afdelinger hvor stomi er normalmetoden, end på afdelinger, hvor ectomi sæd­ vanligvis anvendes, idet stomi her fortrinsvis reserveres for de mest angrebne galdeblærer. Da afd. A. Bispebjerg hospital i en årrække under prof. Wessels ledelse netop har anvendt stomi routinemæssigt ved operationer for galdesten, har vi derigennem haft mulighed for at udforske, hvordan galdeblærerne hos sådanne stomerede ptt. forholder sig. Vi skal først se, hvilket resultat lignende undersøgelser foretaget andre steder har givet. Der findes i litteraturen kun 3 materialer efterundersøgt med cholecystografi. Sperling og Whitaker ( 1927 ) har cholecystografi.sk undersøgt 12 cholecystostomerede ptt. fra 25 dage til 19 år post operationem. Alle 12 viste patologiske forhold, idet 4 havde galdesten, 2 tykke sclerotiske blærer og 6 enten svag skygge, ingen skygge eller abnorm stor skygge event, mangel på kontraktion efter fødeindgift. Endvi­ dere har forf. eksperimentelt på 6 hunde curetteret galdeblæren eller ligefrem eksstirperet slimhinden i denne, dræneret galdeblæren eller undladt dette og senere foretaget cholecystografi og post mortern- undersøgelser; disse viser, at når mucosa mangler, fremkommer ingen skyggedannelse som udtryk for mangelfuld koncentration af kon­ traststoffet, og når muskulaturen beskadiges f. eks. skleroserer, for­ hindres normal tømning efter fedtrige måltider. Eorff. slutter heraf, at drænage a f en syg galdeblære med den forventning, at den skal genoptage sin normale funktion ikke alene er en unyttig operation, men også betyder en fare for pt.’s senere helbred. Jenkinson og Eoley ( 1936 ) har af 200 cholecystostomerede ptt. fra de sidste 15 år efterundersøgt 28 . Disse ptt. er i modsætning til ptt. i forrige arbejde, der fik kontraststof intravenøst, undersøgt med den