BispebjergHospital_1913-38

1 3 4

nenten er derfor større i det første Tilfælde; men Spredningen er i begge Tilfældene noget større end Price-Jones Kurvernes Spred­ ning i normale Tilfælde. Ved denne simple Fremgangsmaade er det oftest muligt at be­ dømme, om Kurvens Struktur er homogen eller den bestaar af flere Komponenter, at bestemme Hovedkomponentens Middeldiameter og skønne over dens Spredning samt over Omfanget og Beliggen­ heden af Bikomponenterne. I de nævnte 10 Tilfælde er den fulde Dekomposition gennemført. Resultaterne ses af Tabel I. Alle Kurverne er heterogene; de bestaar a f en Hovedkomponent af store Blodlegemer og en ret anselig Bikomponent af smaa Blodlegemer; i to af Tilfældene findes des­ uden en mindre Højrekomponent af store Blodlegemer. Med Hensyn til de to nylig anvendte Eksempler bemærker man den Overens­ stemmelse, der er mellem den foretagne Bedømmelse a f Kurvens Struktur og det gennem de fundne Talværdier opnaaede Billede af denne. Materialet i sin Helhed bekræfter ganske den tidligere givne K a ­ rakteristik a f Price-Jones Kurven ved perniciøs Anæmi. Paavisningen a f disse karakteristiske Træk maa anses for at være et sikrere diagnostisk Kriterium paa perniciøs Anæmi end de hidtil anvendte. Hvad særlig angaar Fordelingskurven har man hidtil anset den forhøjede Middeldiameter og den forøgede Spredning i Forbindel­ se med Mikrocytose og Megalocytose, som Price-Jones definerer disse Begreber, for tilstrækkelige Kendetegn paa en Perniciosakurve. Men disse Fænomener kan forefindes sammen ved Blodlegemefordelin­ ger, der ikke er paaviseligt heterogene; konkrete Eksempler herpaa er meddelt ved forskellige Anæmitilfælde a f anden Art i mit nylig publicerede Materiale, og lignende Eksempler kan hentes fra Littera­ turen. Men den for perniciøs Anæmi karakteristiske Fordeling kan ogsaa paavises ved den megalocytære Anæmi ved Sprue, som det tydeligt ses f. Eks. af Fairley, Mackie & Billimoria’s3 Price-Jones Kurver, og ved Botriocephalusanæmien (Schaumann’s11 Data.) Fordelings­ typen er altsaa ikke patognomonisk for perniciøs Anæmi. Men da begge de to sidstnævnte Anæmier reagerer paa den specifike Perni- ciosabehandling, kan man anse den paagældende Forandring i Blod­ legemernes Størrelseforhold for betinget af Mangel paa Antiperni- ciosastoffet uanset denne Mangeltilstands Aarsag. I denne Sam­ menhæng skal et enkelt af de her meddelte Tilfælde fremdrages som værende af særlig Interesse og skillende sig ud fra de øvrige, nemlig Nr. 8. Dette Tilfælde er identisk med det i nærværende Skrift af Alsted 1 publicerede Anæmitilfælde; Kurven er gengivet paa Side 22 . Det drejer sig, som begrundet af Alsted, ikke om en perniciøs Anæmi i almindelig Forstand, men om en af Mangel paa “ extrinsic