BispebjergHospital_1913-38

1 6 0

and more clearly to rest upon the same essential rhytmic activity of muscle, nerve and nervecentral « H. J . Schou skriver et andet Sted i den omtalte Afhandling (Side 140 ): »Det tredie Hovedsynspunkt, der fremgaar af de foretagne Un­ dersøgelser, er dette, at alle de ved disse Forsøg iagttagne Funk­ tionsforandringer, foregaar i Organer, der innerveres af det vegeta­ tive Nervesystem. Betragter man et Skema over det vegetative Nervesystem, vil man se, at hver eneste a f de Organer eher Organgrupper, som er impliceret i Affekten f. E x. Hudkar, Kirtler, Fordøjelseskanal o.s.v., forsynes a f Nerver fra det sympatiske eller parasympatiske Nerve­ system. Ændringer i disse Nervers Funktioner maa enten skylaes direkte Paavirkning a f Organerne gennem Stoffer i Blodet (Hoi- moner) eller indirekte Paavirkning a f Organerne gennem det vegeta­ tive Nervesystem. Sammenligner man nu Funktionerne a f det sympatiske og det parasympatiske Nervesystem med de ovenfor beskrevne Symptomer, og som ledsager Angst, Vrede, Sorg og Glæde, vil man se, at de fleste Fænomener, som ledsager den ulystbetonede Stemning, er Sym- pati-kusirritationsfænomener, medens de Fænomener, som ledsager den lystbetonede Stemning, er Parasympaticusfænomener«. Den forøgede Spænding — Hypertoni — der, som tidligere anført, i udstrakt Grad findes hos disse Mennesker, skyldes saaledes forøget Irritabilitet indenfor det vegetative Nervesystems Omraade. Hvad enten man regner med en direkte Paavirkning af Muskelcellen gen­ nem det sympatiske Nervesystem eller Indvirkning paa Karmu skula- turen i de afficerede Omraader, har man som Resultat en »spastisk« Tilstand. Den Følsomhed overfor Vejrforandring, der ofte følger med, maa uden Tvivl ogsaa søges i en Paavirkning a f de sympatiske Nerve­ forgreninger. Endelig maa ogsaa Acetylsalicylsyrens \irkning overfor de »rheu- matiske« Smerter ligge i en midlertidig Ophævelse af den »spastiske« Tilstand, hvad enten Virkningen er af central eller perifer Oprindelse. Den profuse Svedsekretion og den velkendte Hudrødme nogen Tid efter Medikamentets Indgift tyder afgjort i denne Retning. Den lægelige Behandling af denne Tilstand bør have Retning dels mod den psykiske Spændingstilstand, dels mod det somatiske Udslag. A f største Betydning er en kort Redegørelse af de faktiske Forhold overfor Patienterne. Disse forbløffes ofte over, at man saa hurtigt har »gennemskuet« dem. Selv ved de Tilfælde, hvor de ikke ønskei at udtale sig nærmere, om deres personlige Forhold, virker det altid som en Lettelse paa dem, at de ved, i hvilken Retning ens Tanker gaar. Ofte har de hyllet sig ind i en Række Misforstaaelser og tror, at de lider af uhelbredelige Sygdomme.