BispebjergHospital_1913-38

1 7 3

Mens vi ved vore første Resectioner kun fjernede mindre Partier og ansaa det for tilfredsstillende, naar blot der var dannet en Kanal, er man i de sidste Aar gaaet over til at lægge Vægt paa at fjerne saa meget som muligt. Der skaffes saaledes nu ikke alene frit Overblik ved Urethras Afgang, men der fjernes ogsaa saa vidt muligt alt pro- minerende Væv i hele Pars prostatica. Til Slut søger man at glatte af, idet Kanter, smaa prominerende Partier og delvis løsnede Smaa- stykker fjernes med Slynge eller Tang. Endelig standses Blødningen med Electrokoagulation. I den senere Tid koaguleres der dog med noget mindre Iver, fordi Skorperne fra Koagulationen han bevare Infektionen og trække Efterbehandlingen i Langdrag. De større blø­ dende K ar behandler vi dog stadig med lokal Koagulation, men undgaar skematisk at koagulere hele Resectionsfladen. Den parenchy- matøse Blødning foretrækker vi at behandle med Skylning med varmt Saltvand, fortyndet Adrenalinopløsning eller Sangostop, hvorved man praktisk talt altid faar Blødningen standset. Det er altid lykkedes os at blive Herre over Blødningen, selv om vi ffere Gange har maattet ofre en Del Tid paa Hæmostasen og ogsaa i de første Døgn efter Operationen har maattet fortsætte med Adrenalin- og Sangostop- skylninger. Som bekendt kan der ogsaa opstaa Blødning saa sent som 10—14 Dage efter Operationen; den er dog som Regel af lettere Art og standser ved Sengeleje, eventuel Skylning med omtalte Hæ- mostatica. Kun een Gang har vi staaet overfor en alvorlig Blødning; ved Reoperation standsedes denne ganske vist, men Patienten døde af Pneumoni. Indgrebets alvorligste Fare er Perforationerne, der kan findes i selve Blæren, og da som oftest nedad bagtil, idet en Fold af Væggen er kommet med i Slyngen eller Resectionen af et Midterparti er foregaaet for dybt. Som Regel sker denne Perforation extraperi- tonealt, og der udvikler sig da hurtigt en Uroplani omkring Vesica, bredende sig retroperitonealt. Smerter og Ømhed lokaliseres til Par­ tiet over Symphysen ovenfor Ligamenterne og senere lumbalt; det gælder om saa hurtigt som muligt at aabne for denne Flegmone over Ligamenterne, eventuelt maa der lægges Kontraincision i Lumbal- regionen, og endelig maa der foretages en Cystostomi. Sjældnere sker Perforationen i Pars prostatica, hvorved der opstaar Infiltration i Omegnen a f Próstata ind mod Rectum og op bag Symphysen; ogsaa her maa der foretages Cystostomi og Drainage af Cavum Retzii eller ind mod Rectum. Endelig kan en sjælden Gang Perforationen finde Sted i Pars membranácea, fordi man har ført sin Slynge for langt frem eller udskrællet for meget i Højde med Veru Montanum. Der udvikles i Penis og Scrotum en Flegmone, der maa aabnes med store Incisioner; i saadanne Tilfælde kan man ofte nøjes med at lægge et Katheter á demeure og undlade at foretage Cystostomi, hvis Blæren ikke er for inficeret.