BispebjergHospital_1913-38

21

faktor; den bliver blot ikke resorberet, og følgen er, at der udvikles en makrocytær anæmi, hvis blodbillede næppe afviger fra det ved almindelig perniciøs anæmi fundne. De her omtalte anæmiformer og deres patogenese er nogenlunde velkendte, og de forekommer om ikke hyppigt, så dog i et ikke helt lille antal. Derimod foreligger der kun meget sparsomme og til dels usikre meddelelser om den anæmiform, hvor manglen på den anti- anæmiske faktor alene er betinget a f mangel på »extrinsic factor«, og som passende kunde benævnes exogen perniciøs anæmi. I tempe­ rerede zoner er disse tilfælde i hvert fald yderst sjældne, hvorimod de efter Wills ( 19 ) ikke er helt ualmindelige i troperne; forholdene dér er dog vanskelige at bedømme, da det ofte er umuligt at påvise den enkelte ernæringsdefekt, der har betydning for anæmiens udvik­ ling, og fordi der desuden optræder forskellige interkurrente infek­ tioner, der kan have indflydelse på blodbilledet. Der findes imidlertid i litteraturen en række meddelelser om til­ fælde a f perniciøs anæmi med bevaret fri syre i ventriklen. I 1934 talte jeg ( 1 ) dem under anvendelse af megen kritik op til 32 og med­ delte samtidig selv 2 tilfælde, hvoraf det ene blev nøje beskrevet. Nu kan det sikkert ikke udelukkes, at det i en del af disse tilfælde alligevel ikke har drejet sig om perniciøs anæmi, men om helt andre lidelser, vel hyppigst leukose og sprue; i nogle af disse tilfælde, så­ ledes det første af mine to tilfælde, er der derimod meget der taler for, at anæmien skyldtes mangel på »extrinsic factor« i føden. I følge sagens natur er det imidlertid først i de aller seneste år, at man har fået øjnene op for denne patogenetiske sammenhæng, og fra denne tid foreligger der kun ganske få meddelelser om sådanne ernæringsbetingede tilfælde af perniciøs anæmi. Foruden i mit eget i 1934 offentliggjorte tilfælde ( 1 ) blev en tydelig ernæringsdefekt påvist i tre tilfælde offentliggjort af Ungley i 1933 ( 17 ) og 1938 ( 18 ) og i to tilfælde meddelt a f Groen ds Snapper (8) i 1937 . Alle disse til­ fælde afveg dog på forskellige væsentlige punkter fra typisk perni" ciøs anæmi og i alle tilfældene indtrådte fuldstændig remission først efter behandling med præparater, der også er virksomme ved almin­ delig genuin perniciøs anæmi, d. v. s. indeholder det færdigdannede antianæmiske princip. Det fulde bevis for ernæringsmanglens betyd­ ning fås imidlertid først, når man opnår fuld remission alene ved tilførsel a f »extrinsic factor«, og et sådant tilfælde skal meddeles i det følgende. Sygehistorie. E n 43 årig m ålerkontrollør blev 1/7/37 indlagt på Bispebjerg H ospitals afdeling B for perniciøs anæm i. Der v a r ingen familiære dispositio­ ner til blodsygdomme, og anam nesen frem bød i det hele in te t særlig in d til om kring 1930, da p atienten begyndte a t lide af obstipation; han følte sig en del generet heraf og foretog af denne grund en radikal ændring af sin kost, idet han derefter udelukkende spiste hvedebrød, smør, grød, fløde og et æg daglig, sam t nu og da sparsom t fiskefars, grøntsager og frugt, m en aldrig nogen form for kød, lever eller mælk. P å denne kost blev patientens afføring daglig,