BispebjergHospital_1913-38

8 9

d ette sted standser b ary ten m ed en ejendommelig sugekopslignende afslutning, hvis næ rm ere n a tu r m an ikke kan afgøre. Fig. 5. Sammenholdt m ed sygehi­ storien, i hvilken m an h a r talrige typiske galdestensanfald og endda anfald faa m aaneder før indlæggelsen, og saa de pludselige fra de forrige forskellige sm erter og det ileuslignende billede i det hele, gør det meget sandsynligt, at det i d ette tilfælde drejer sig om en galdesten nedad i tyndtarm en, som det ogsaa viste sig, a t der var. (Se Såfwenberg acta radiol. 1936). Man kan altsaa ved røntgenundersøgelsen, selvom det jo ikke paa langt nær vil være de fleste gange, faa en oplysning om, at der foreligger eller muligvis foreligger en galdestensileus. Er man klar over muligheden før undersøgelsen foretages, vil man sikkert ogsaa flere gange end ellers naa til at stille en sikkere diagnose end ellers, hvor det kun drejer sig om en formodning. Eor endnu engang at trække linjerne op, kan vi sige, at formod­ ningen om at et ileustilfælde er foraarsaget af galdestens passage eller maaske snarere standsede passage gennem tarmen, har vi ved tilfælde af tyndtarmsileus med ofte langtrukket og remitterende for­ løb, hvor der er oplysninger om tidligere galdestensanfald, og hvor vi i enkelte tilfælde kan faa den sikre diagnose ved røntgenunder­ søgelsen dels ved indgift af en ganske lille dosis baryt pr. os og dels ved indhælning pr. anum. Muligt er det ogsaa, at man efter røntgen­ undersøgelse kan faa et fingerpeg, om at det er tilladeligt at opsætte operationen nogle timer, i haab om at stenen skal naa ned i colon, men her foreligger der mig bekendt ikke erfaringer nok til at der kan gives nogen regel. Behandlingen er hurtigt nævnt, den vil i næsten alle tilfælde være laparotomi med fjernelse a f stenen fra tarmen, man maa her være klar over, at der kan være flere sten, selvom dette er sjældent, og stenens udseende kan give oplysning paa dette punkt. Hvor det drejer sig om en sten uden facetter, vil der ikke være mere end den ene. Man har i vore tilfælde opereret de 7 , to gange er stenene af- gaaet spontant, i det ene fordi undersøgelsen og observationen gjorde det saa sandsynligt, at stenen vilde gaa spontant, at man afstod fra operation, og i det andet fordi tilfældene hos en 77 aarig (tilf. no. 8) opfattedes som galdestenstilfælde, indtil en godt valnød­ stor sten afgik pr. anum kort tid efter at smerter og opkastninger var ophørt. Behandlingens formaal vilde, om det var muligt, være, at faa stenen til at afgaa spontant gennem tarmen, men som det ogsaa ses er dette ikke muligt i flertallet af tilfældene, og den normale fremgangsmaaade vil være laparotomi med aabning af tyndtarmen og fjernelse af stenen. Kun naar ganske særlige omstændigheder taler for det tør man afvente stenens spontane afgang. Laparotomien bør være en nedre midian laparotomi eventuelt laparotomi lige til højre for midten, hvor man begynder i nærheden