CarlBernhard_1895

9 '

Skind laa i dybe Folder omkring et usselt lille Legeme. Vuggen var endnu ikke anskaffet; mit første Leje var en Dækkekurv paa en Stol ved Kakkelovnen, Fam i­ liens Tanter og Kusiner kom og løftede Puden for at se Misfostret, dækkede mig til igen og skare An­ sigter til hverandre. Men Bomuld og Vinbade og fremfor A lt min Moders utrættelige Kærlighed bevarede de faa Livsgnister; og da jeg var to Aar gammel, var jeg ikke meget spædere end de fleste Børn paa den Alder. Dette mit første Fusentasteri, som vor gamle Doktor kaldte det, var næppe forvundet, før jeg gjorde mig skyldig i det andet. Dagens brændende Spørgs- maal var dengang Inoculation eller Vaccination. Man kunde ikke blive enig om, hvilket Princip man skulde give Fortrin et: Vaccinationen var endnu ganske ny og ikke ret prøvet; men Inoculationen begyndte man at finde utilstrækkelig. En smuk Dag fandt jeg mig ikke længer i denne Discussion, brød igennem og fik de naturlige Kopper i en saadan Overflødighed, at jeg ikke skal have lignet nogen menneskelig Skabning. Jeg var i den Grad betaget af denne frygtelige Spe­ dalskhed, at intet Tjenestetyende var at formaa til at røre ved mig af F rygt for Smitten. Det var atter min Moder, der plejede mig ganske alene og bevarede mit L iv. Jeg har siden ofte hørt en gammel Tante fortælle om, hvor grueligt, det havde set ud, naar min Moder bar mig i sine Arme, fordi jeg ikke kunde