CarlBernhard_1895

9 6

og sagde: «Alt hvad man lærer kan komme til N ytte; Ingen kan vide, hvilken Skæbne der forestaar.» De sidste Ord sagde han næsten med en vis Højtidelig­ hed, som Barnet ikke fattede. Hans Moder oversatte den Fremmedes Ord for ham, ogsaa hun havde mærket, hvormeget han trængte til en Smule Trøst. Og det var denne Ubekendtes Bifald ham virkelig; for første Gang hævede han Ansigtet og betragtede ham. Hvor han var smuk, hvor han saa værdig og kærlig ud! Det var en fransk Greve, som den store franske Revolution havde fordrevet fra sit Fædreland. Hans hele Slægt var enten omkommen i Fængslerne eller under Guillotinen; han stod alene i Verden, havde mistet Alt, Fædreland, Stilling, Formue, Slægtninge — saa var han udvandret og omsider kommen til Danmark, hvor saa mange Emigranter tyede hen. Han havde her anlagt en lille Handel med Parfumerier, som han selv bragte omkring i den løjerlige trekan­ tede Kasse, der indeholdt en heei Butik. Det var første Gang den lille St. Aubain saa een af disse Mænd, som kæmpede med Skæbnen, men ikke var overvundne eller ydmygede.» — Skulde vi ikke her have Modellen til den gamle Grev Durandais i «Tante Leonores Erindringer» i . ? — Forøvrigt maa man i Henhold til den ovenomtalte Strikketvang ikke tro, at der ellers blev lagt noget synderligt Pres paa den livlige Dreng. Andreas St.