CarlBernhard_1895

at tro om ham, at det blot var en snobbet Følelse, der drev ham til netop at søge denne K arriere? Skulde der ikke ogsaa have blandet sig L y st til at skabe L yk k e for sine Medmennesker i denne hans Attraa? — Selv den, der tit har følt sig hildet i Selvbedrag og skuffet af sine Medmennesker, tør ikke tvivle derpaa, naar han har gennemlæst «Carl B ern­ hard »s fjorten Bind og kender St. Aubains Liv. Og, maa man spørge, hvorfor standsede Censor Begyndel­ sen af hans historisk-politiske Hæfteskrift? — Det gik uden T vivl St. Aubain som Fætteren J. L . Heiberg. Begge to vare de ret loyale Royalister. Men Julirevolutionen indtraf, da de endnu begge kunde kaldes unge Mænd, og de havde bevisligt Intet mod en Konstitution. Den passede i Heibergs he- gelske System , og at St. Aubain ønsker den, og, da den var en Kendsgerning, ikke vil have Tilstanden fø r «48» tilbage, fremgaar af hans B reve til FYits Feddersen (saaledes et fra 10. April 1852). — Men det gik Heiberg og St. Aubain som adskillige A n d re: da Liberalismen i Fyrrerne skiftede Førere og Fysi- onomi, saa skræmmedes de. Liberalisternes Afgud, Lehmann , var i St. Aubains Øjne «en glat Nar og en stor Vindbeutel». I sin Dagbog Januar— Marts 1848 spotter han Plougs mundtlige Ytring, at «hvis K ri­ stian VIII nu (d. e. 20. Jan.) døde, hvad skulde man saa gjøre! da Lehmann ikke var til Stede». Og da