CarlBernhard_1895

Mænd; der i sin Optræden aldrig forglemte sin konge­ lige Værdighed og dog paa en venlig og interesseret Maade kunde færdes mellem Kunstnere og Videnskabs- mænd; en saadan Konge maatte i høj Grad tiltrække St. Aubain. — Endnu et Par Dage, før Kristian VIII blev dødelig syg, havde han havt Audiens hos ham. «Kongen vil give mig et Arbejde at udføre, men nævnte ikke, hvori det skulde bestaa», skriver han i sin Journal. De følgende Dages Begivenheder ned­ trykker hans Sind i høj Grad. Atter og atter fore­ kommer Udraab a f Æ ngstelse og Bekymringer i Dag­ bogen. Den Maade, hvorpaa Borgerrepræsentationen og de politiske Førere trænge paa med Raab om Konstitution, den hæslige Maade, hvorpaa enkelte af St. Aubains Bekendte udtale sig om Kongen, der næppe var bleven kold i sin Kiste («Han var en Usselryg!» — «Det er hans onde Samvittighed, der har ladet ham lide paa Dødslejet!») baade harmer og ærgrer ham og skaffer ham mere end én Uven. — Det ny Hof var alt Andet end i hans Smag. Han kunde ikke som H. P . Holst slaa om fra Animositet mod Kronprinsen til Sympathi for Kongen; St. Aubain var en stoltere Natur. Sarkastisk noterer han den unge Konges nok som bekendte L y st til at tage sine Fantasifostre for Sandhed. Den Gemytlighed, hvormed Frederik VII. har drukket sin Faders Gravøl i Roskilde og med Hjelm paa Hovedet, dampende af sin Merskumspibe har be