CarlBernhard_1895

122

givet sig til Jernbanevognen, giver ham Lejlighed til at trække paa Skuldrene. Han nærer ikke høje Tanker om den ny Konges mentale og moralske T il­ stand og meddeler (29 Febr. 1848), hvad han har hørt af en Mand, hvis Navn han ikke tør betro Papiret, hvorfor han mærker ham med et T al: «Kongen er kun meget Lidt af et Menneske de 9/io a f Døgnet; i den Tiendedel, der er tilbage, concentrerer han Alt og kan da bære sig fornuftig og passende ad.» Men hans Mismod over det forandrede Regime stiger til Indignation og Forbitrelse, naar han kommer til at omtale Grevinde Danner. Han, som er saa skaan- som i Bedømmelsen af Mdm. Dubarry , Ludvig X V ’s sidste Mætresse, (jvnfr. «To Sultaninder») har kun Had og Haan tilovers for hendes danske Sidestykke. Hvad St. Aubain noterer om Grevinde Danners og Kongens L iv kan ikke nedskrives. Han fortæller om, hvorledes Slotsforvalteren paa Frederiksborg , til hvem han stod i venskabeligt Forhold, ligefrem led a f Hu­ mørsyge paa Grund af A lt det, han maatte være Vidne til. Og da Katastrofen af Decbr. 1859 indtraf, skriver han et B rev til en Nevø, der som Løjtnant i Garden havde Vagt paa Slottet, hvori han bruger de voldsomste Udtryk mod «Louise Rasmussen». Man kender fra «Carl Bernhard »s Noveller den patriotiske Pietet, hvormed han betragtede og studerede vore gamle Kongeborge med deres Interiører. « Jeg har