CarlBernhard_1895

130

Nærværelse. St. Aubain var saa lykkelig at have en Moder, som han baade kunde elske og højagte; et dybt forbundet Blods- og Valgslægtskab kædede disse to Mennesker sammen. Fru St. Aubain var sikkert ikke, hvad man i Treserne kaldte en «Alvorskvinde» og endnu mindre, hvad man i vore Dage kunde kalde en ««Hvad vi v il!» -K v in d e » : Affektation, Listighed eller Frons har været langt fra den K res, hvori hun raadede. Opdraget i et gammelt, velhavende, men alvorligt arbejdende Købmandshus, hvor gammeldags Sædvaner herskede, hvor Døgnadspredelser ikke kend- tes, og hver Dag havde sin Gerning og rolige Gænge, havde hun udviklet sig til en stille, blid Kvinde, der omfattede alle sine Nærmeste med stor Kærlighed, men maaske nok var lidt for eftergivende og blind lige overfor sine Børn. Navnlig var Andreas, den begavede, opvakte Dreng, hendes Øjesten, «hans Livlighed og Lune var hendes Ungdoms Glæde, som den blev hendes A lder­ doms Trøst». Og Andreas paa sin Side tilbad denne Moder, lige fra den Gang han med barnlig Courtoisie tilegnede hende «Edvards R oser», indtil da hun som gammel Kone, bøjet af Livets Sorger, sad i det Hjem, Sønnen paa alle Maader søgte at hygge for hende. Der var intet Forceret i denne Hengivenhed; den faldt ham sikkert ganske naturlig; «endnu i hendes høje Alderdom» fortæller en paalidelig Hjemmelsmand mig «var Fru St. Aubain en nydelig gammel Dame».