CarlBernhard_1895

— Da begyndte i Sommeren 1853 Koleraen at rase i vor Hovedstad; i sit forfærdelige Løb kom den ogsaa til Nyhavn, hvor St. Aubains boede. Blandt deres Husfæller døde Medailleur Krohns Hustru, og dette skal have gjort et stærkt Indtryk paa den gamle Fru St. Aubain. Kort efter skriver Sønnen 21A 53 til en V e n : «Jeg slutter mit B rev meget bedrøvet. Min Moder blev syg i Søndags af en Diarrhoe, som ikke er standset, før Kræfterne tillige vare udtømte. Hun er meget svag, og jeg ser nok, at jeg ikke be­ holder hende. Hun har Gud ske Lov ingen Kolera. Vor Herre har hidtil været hende god for hendes store From- heds og Kærligheds Skyld. Hun lider Intet og vil med Guds Hjælp slumre blidt og stille hen til den Fred, som hun nok kunde fortjene at naa. Men mit Tab er saa stort, at jeg endnu ikke kan overse det. Hun var jo Alt, hvad jeg havde at leve for i denne Verden, det eneste Baand, der havde noget virkeligt Værd for mig. Hun ligger nu stille hen. Hendes Stemme er saa svag, at man næppe kan forstaa hende. — Gud se i Naade til mig!» —

Da Moderen er død, opfordrer Guvernør Feddersen Vennen til at tage Ophold hos ham. St. Aubain takker ham paa det Hjerteligste; men nu kan han ikke mere; «ja, havde det været for 20 Aar siden!». Han

9 *