CarlBernhard_1895

savnet al Arbejdskraft; men der var bristet Noget i hans Indre, der i hele Perioder lammede hans V irk­ somhed. I Foraaret 1 854 skriver han til Feddersen: «At fortælle Dig om mig selv kan ikke opbygge Dig stort. Je g fører et temmelig indgetogent og imbecilt L iv — jeg bestiller egentlig ikke Noget; thi Driften, Lysten og Øjemedet mangler. Om dette vil blive anderledes, og jeg vil rappe mig op, skal jeg ikke kunne sige. Je g føler mig saa ene og forladt, saa ganske unødvendig, og saa blottet for nogen sand Interesse. Saa længe denne Følelse er dominerende, vil jeg næppe raade med min Dovenskab. Sulten kan maaske drive mig til Virksomhed, og kan den det, maa Forbedringen snart indtræde; thi jeg har mindre at leve af, end selv den Tarveligste kan komme ud af det med — og nu skal jeg betale for de svundne Dage, i hvilke jeg har maattet bruge Mere, end jeg havde. Men derom nytter det ikke at anstille ked­ sommelige Betragtninger!» — Mærkeligt er det at se, hvorledes den i flere Aar meget flittige Forfatter, der ved Siden af sin filantropiske Virksomhed kunde næsten hvert Aar præstere en stor Bog, fra nu af producerer draabevis. Hans Hjem, som dog før havde været saa meget for ham, blev ham nu næsten Intet. Sjælen deri var jo borte.