CarlBernhard_1895

■34

St. Aubains sidste Aar have næppe været lykke­ lige. Gamle Venner døde efterhaanden; Krese, der havde været ham kære, opløstes. Dertil kom Harmen, der var fælles for alle Venner af l’ancien régime, over det skamløse Hof, der førtes, og de Mænd, som ene og alene i deres politiske Magtstrævs Interesse støttede det. «Hvad man oplever ude paa Frederiks­ borg» skriver den velunderrettede St. Aubain «grænser til det aldeles Utrolige, og jeg vil raade Enhver fra at fortælle, hvad han har hørt og set; thi Ingen kan tro det. Deri stikker til Dels Vedkommendes Frelse». — Desværre skulde den fædrelandskærlige Mand ogsaa opleve vort Nederlag og smertelige Tab i 1864. Kun én Glæde havde han under disse for Landet saa sørgelige Forhold: en Nevø af ham, af hvem han ikke havde ventet sig Meget, viste sig som en modig ung Officér i Krigen i Jylland og erholdt med Ære Rid­ derkorset. Men Dagene bleve efterhaanden den nu aldrende Mand lange. Hele Timer kunde han sidde ved Vinduet med Armen støttet paa den broderede Karmpude. Naar saa en Dame gik forbi, maatte Kikkerten op for at indfange hendes Billede. — Der var vel ikke Tale om, at St. Aubain led Nød; men det økonomiske Tryk kunde dog ikke undgaas; og naar Rodemesteren