CarlBernhard_1895

144

Pseudonymitet bestemt tog fra Publikum. Denne over­ holdt han med ubrødelig Strenghed. Med Hensyn hertil siger han et Sted i sine «Aforismer»: «Intet Menneske skal friste Guderne og Bogtrykkerpressen uden vel at have overvejet Følgerne af dette Eksperi­ ment. Den, der giver en Bog ud, som blot gør nogenlunde Lykke, overskrider en mægtig Skranke. Med Suk vil han ofte komme til at se tilbage paa det Gebet, han for bestandig har lagt tilbage. Den fredelige Arnes og det lykkelige Hjems beskedneFor­ borgenhed ere for evig tabte for ham. Han kan ikke mere føle den mandige Stoltheds retfærdige Uvilje ved at se sig forhaanet og mishandlet. Hans Liv har mistet sin Skygge, hans Motiver blive mistydede, hans Karaktér bliver bagtalt, hans Væsen og Person afgive Næring for Chikane og Karikatursyge.» — Det var denne forsvarsløse Offentlighed, han vildeundgaa. Derfor levede han saa privat, som det var et Menneske muligt; og naar Redaktører, som f. Ex. P. L. Møller, Udgiveren af «Gæa», bad ham om et literært Bidrag, fordrejede han endogsaa halvt sin Haand i det Svar, han sendte dem og undertegnede sig «Carl Bernhard». I Selskabslivet var han «Hr. St. Aubain» og havde Intet med «Carl Bernhard» at gøre. Selv i de Krese, hvor han jævnlig kom (f. Eks. Abrahams), søgte man forgæves at storme hans Anonymitet.

Made with