CarlBernhard_1895

14 Hvor fint og kønt er saaledes ikke Familiesorgen over den syge Datter og Glæden over hendes Tilbagevenden til Livet fremstillet i «Børneballet» (S. 240). — Men nægtes kan det ikke, at over det hele svæver en Duft som den, der i sin Tid steg op af vore Mødres Pot- pourrikrukker: en fin, men dog lidt tør Lugt af hengemte Roser og Lavendler. Det er Luften fra Frederik VI.s sidste Regeringsaar, i hvilken vi her befinde os. Yndefulde Stillelivsbilleder, enkelte (som det nysanførte) af kulturhistorisk Værii, men dog mærkede af en aandelig Stagnation og filistrøs Ro, som vor Tid har saa lidt tilfælles med, at man ordentlig maa vænne sig til igen at læse «Carl Bernhard». Hvilken Forskel dog paa denne Novellistik fra sidste Halvdel af Trediverne og vor Tids! — Hvor blegt staar den ikke ved Siden af Schandorphs brede, ugenerte Humoreske; Pontoppidans mørke, ubarmhjertige Satire og Drachmanns flot henkastede Kunstnerskitse. — Den ny Skoles Feltraab om «at sætte Problemer under Debat» har vel «Carl Bernhard» instinktmæssig forsøgt sig paa, men da kun et Par Gange, hvoraf jeg frem­ sætter den ene antagelsesvis. «Carl Bernhard» havde en yngre Fætter, som han holdt meget af. 1 et Brev fra Oktbr. 1834 fortæller han saaledes, at Fætteren er i Sverrig; han er bange for, at han ikke skal have det godt dér «og komme til at døje Ondt. Han er min Øjesten, og jeg kunde