CarlBernhard_1895

25 en nobel Personlighed, og der var ved givne Lejlig­ heder noget saa Repræsentativt i hans Optræden, at man endogsaa en Gang havde betænkt at overdrage ham en Hofstilling. Dertil kom, at han blot gennem naturligt Anlæg i den Grad var bleven det franske Sprog mægtig, at han ved de franske Journalisters Besøg her i Slutningen afTreserne imponerede Sprog- mænd af Faget (som Prof. Vilhelm Bjerring) ved sit elegante og flydende Fransk. Ogsaa her er ikke lidet, der minder om «Ditmar» i Novellen: hans Ka­ raktér besidder et vist melankolsk Grundtræk; han taler Fransk som Dansk; hans Optræden er nobel og ulastelig; han kan føle sig pekuniært trykket, men gjør Intet for at erhverve. Ogsaa Justitsraad Fedder- sen var Saint Aubains gode Ven, og naar Familie­ traditionen paastaar, at han (der «rigtignok var lidet lykkelig i sit Liv») dog alligevel var «Lykkens Ynd­ ling», saa er det ingenlunde uantageligt. — — Ikke desto mindre forbeholder jeg mig min Tvivl. — Gaa vi nu fra Traditionen over til den skrevne Historie, saa træffe vi paa talrige Fragmenter af Breve fra Tyverne, vekslede mellem Diplomater, som den norske Historiker Prof. Ludvig Daae har udgivet 1876. Denne Samling vakte liden Opmærksomhed, da den kom ud; men i personalhistorisk Henseende er den langt fra uden Interesse. Her siger Udgiveren: