CarlBernhard_1895

36

Og Ditmar er St. Aubain selv. «Lykkens Ynd­ ling» er skreven ud af den mest forstaaende og dybe­ ste Sympathi. 1 denne Novelle er han mest sig selv; han er Digter og Lyriker. Det ene Stemningsudbrud, det ene satiriske Udfald — inspireret af personlig krænket Stolthed eller Følelsen af den Afstand, der skiller ham fra det Selskab, hvori han dog saa gerne vilde være hjemme — følger efter det andet. Lige overfor Beskuelsen af Grevinde Corsel kan han under­ tiden glemme den rent objektive Plads, han indtager som Fortæller, se f. Eks. S. 224: «Hun lignede en Statue, jeg en Gang har set.» Selv havde han i sin Tid elsket en adelig Stamhusbesidders Datter; men hans sociale Stilling var ikke en saadan, at han kunde tilbyde hende sin Haand. Senere ægtede hun en af vore rigeste Godsbesiddere, der kom til at indtage en Førsteplads i Staten. «Ditmar betragtede Grevinden, som stod ved et Bord og skrællede Appelsiner. Den argantiske Lampe kastede sit fulde Lys paa hendes marmorhvide Hud, og det mørkeblaa Silkegardin i Bag­ grunden af Værelset fremhævede hendes smukke Profil endnu mere. — «Disse tre Skridt, som nu ere imellem os,» tænkte han, «de ere en evig uoverstigelig Muur. Jeg tilbeder hende! hun gætter maaske mine Følelser — hun tilgiver mig maaske i sit Hjerte, at jeg tør elske hende — men de uoverstigelige tre Skridt blive altid imellem os. Mesalliance! — Inconvenable! —